dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Afgangseksamen: Danske elever er gået markant tilbage i matematik og dansk

"Derfor er det også her, vi sætter ind," siger undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
19. SEP 2024 8.35

Danske folkeskoleelever er blevet markant dårligere til matematik og til dele af danskfaget i løbet af seneste de fem år - set ud fra resultaterne fra sommerens afgangsprøver, som Børne- og Undervisningsministeriet netop har offentliggjort, skriver Folkeskolen.

Ved første øjekast ser det ganske vist ud til, at eksamensgennemsnittet er på niveau med sidste år og med tiden før de særlige coronaregler. Men det dækker over en markant tilbagegang i skolens to største fag.

I matematik er der et lille fald i forhold til sidste år i begge af de to obligatoriske skriftlige prøver, som er henholdsvis med og uden hjælpemidler. Prøven uden hjælpemidler står for den største tilbagegang blandt de obligatoriske prøver med et fald på 0,2 karakterpoint sammenlignet med sidste år.

Men sammenligner man årets resultater med året før de tre coronaår, er der et fald på 0,6 og 0,7 karakterpoint. Og det er ”kraftigt”, lyder det fra Jacob Bahn, der er ph.d. i matematikdidaktik og viceleder på Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM).

Han afviser, at man alene kan forklare nedgangen med, at eleverne har været ramt af coronanedlukningerne. To internationale undersøgelser, Timss og Pisa, har nemlig vist faldende matematikresultater allerede før corona.

Tilsvarende i dansk

I dansk ses et tilsvarende fald. I 2019 fik eleverne gennemsnitligt karakteren 6,1 i læseprøven, mens de i år fik 5,5. I retstavning er gennemsnitskarakteren faldet fra 6,8 til 6,1. Det er fald på henholdsvis 0,6 og 0,7 karakterpoint på fem år. I mundlig dansk og skriftlig fremstilling ligger 2024-afgangseleverne på niveau med dem i 2019.

Lektor og læseforsker ved DPU Simon Skov Fougt kan heller ikke pege på én gennemgribende årsag til det store fald i læsning og retskrivning. Ifølge ham er der sandsynligvis mange årsager til faldet i gennemsnitskarakterer. En af årsagerne kan ifølge ham være, at eleverne kun har gået i skole efter folkeskolereformen.

- De er helt rene produkter af reformen. Jeg kan ikke endeligt slå fast, at det er reformens skyld, men det er en meget nærliggende tanke. Den er der meget lidt pænt at sige om, siger han.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) siger en skriftlig kommentar til fagbladet Folkeskolen, at han ”er stolt af folkeskolen”:

”Men jeg er ikke tilfreds, når vi stadig kæmper med, at få flere elever til at lykkedes med at læse og regne. Har man problemer med at følge med i dansk og matematik, kan man hurtigt få problemer i andre fag. Derfor er det her, vi sætter mest ind”.

Ministeren peger bl.a. på, at der med den nye skoleaftale er afsat 500 millioner til at hjælpe de fagligst svageste i dansk og matematik.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/afgangseksamen-danske-elever-er-gaaet-markant-tilbage-i-matematik-og-dansk

GDPR