AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Ved hjæp af en simpel blodprøve kan man nu langt mere præcist og effektivt spotte bærere af alvorlige blodsygdomme. (Arkivfoto)
Colourbox

AI-metode kan målrette screening for alvorlige blodsygdomme

Metoden kan gøre screening mere præcis og reducere behovet for dyre opfølgende undersøgelser.

Forskere fra Aalborg Universitet har udviklet en ny metode, der ved hjælp af kunstig intelligens og almindelige blodprøver kan forbedre screeningen for thalassæmi og andre alvorlige blodsygdomme. Metoden kan både gøre screeningen mere præcis og reducere behovet for unødvendige tests.

Ifølge professor Izabela Ewa Nielsen gør metoden det muligt hurtigt at identificere personer med øget risiko for at være bærere af alvorlige blodsygdomme. Det giver et bedre grundlag for at målrette yderligere undersøgelser.

Metoden, kaldet AI HEMO, anvender maskinlæring til at analysere rutinemæssige blodprøver. I stedet for bred screening baseret på spørgeskemaer og efterfølgende genetiske tests kan sundhedsmyndigheder bruge modellen som et datadrevet screeningsværktøj. Dermed kan man reducere behovet for dyre og ofte unødvendige opfølgende undersøgelser.

Forskerne anslår, at metoden kan identificere op mod 95 procent af bærere i de undersøgte populationer. Det kan både aflaste sundhedsvæsenet og mindske unødig bekymring blandt borgere.

Samarbejde med indiske læger

Forskningen bygger blandt andet på data fra UK Biobank, som indeholder blodprøver og genetiske oplysninger fra over 500.000 personer. De store og etnisk varierede datasæt har gjort det muligt at teste metodens præcision i en bred befolkning.

Behovet for bedre screening er stigende i Europa i takt med øget migration fra områder, hvor thalassæmi er mere udbredt. Samtidig er potentialet stort i lande som Indien, hvor sygdommen forekommer hyppigere, og hvor behovet for billig og effektiv screening er endnu større.

Det danske forskerteam har derfor samarbejdet med indiske læger for at tilpasse AI HEMO til højrisiko- og lavressourceområder. Fordi metoden bygger på eksisterende blodprøver, kan flere mennesker screenes uden brug af dyrt specialudstyr.

Ifølge forskerne er tidlig og præcis screening afgørende, især i lande hvor avanceret behandling fortsat er begrænset. En mere målrettet indsats kan både spare ressourcer og sikre tidligere identifikation af personer og par i risiko for alvorlig sygdom.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ai-metode-kan-maalrette-screening-for-alvorlige-blodsygdomme

GDPR