AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Forsvaret må ikke fjerne mos på farlig landingsbane

Klagenævn har afvist dispensation til Forsvaret og sender sagen tilbage til Viborg Kommune.
7. MAJ 2026 13.55

VIBORG: En helikopterlandingsbane ved Flyvestation Karup er så fyldt med mos, at den ikke kan bruges til træning. 

Ifølge JydskeVestkysten og TV Midtvest har Forsvaret i tre år forsøgt at få lov til at fjerne mosset. I september lovede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) endda personligt at få løst problemet.

Men nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet afvist, at Forsvaret må fjerne mosset, og samtidig sender klagenævnet sagen tilbage til Viborg Kommune. En situation, som heller ikke just var drømmen for kommunens formand for klima-, miljø- og naturudvalget Lars Mogensen (LA).

- Vi havde jo håbet på, at national lovgivning kunne give militære projekter som dette forrang, men sådan blev det ikke. Nu kommer sagen så tilbage, og så må vi se på den igen, og jeg forventer, at den kommer på dagsordenen inden længe. Vi er jo forpligtet til at få denne sag landet, siger Lars Mogensen til Viborg Folkeblad.

Beskyttet natur

Sagen startede, da Forsvarets Ejendomsstyrelse for år tilbage anmodede om dispensation fra Viborg Kommune til at sprede kalk og gødning for at komme mosset til livs.

Efter at have undersøgt sagen var Viborg Kommune villig til at give dispensationen, men med et krav om at naturen skulle genoprettes et andet sted, ligesom det kræves i alle andre dispensationssager. 

Kommunen vurderede nemlig, at området ved helikopterlandingsbanen er beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens paragraf 3.

Men Forsvaret afviste, at genoprette naturen et andet sted, og derfor afviste kommunen ansøgningen om dispensation. En afgørelse, som Forsvarets Ejendomsstyrelse så klagede over til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Viborg venter på nyt udspil

I afgørelsen skriver klagenævnet, at Viborg Kommune har ret sin vurdering om, at der er tale om beskyttet natur. 

Derfor skal Forsvaret gå med til at genoprette naturen et andet sted, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en tilladelse til at fjerne mosset.

I Viborg Kommune venter man derfor nu på et udspil fra Forsvaret i form af en fornyet ansøgning om dispensation og en udpegning af erstatningsnatur med afsæt i klagenævnets stadfæstelse af, at der er tale om beskyttet natur.

lal

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/forsvaret-maa-ikke-fjerne-mos-paa-farlig-landingsbane

GDPR