ALBERTSLUND: Fra 1. marts står Albertslund Kommune i spidsen for det forpligtende miljøsamarbejde Green Cities, der udover Albertslund består af Allerød, Ballerup, Herning, Kolding og København Kommune. Formandskabet overtages fra Herning Kommune, der de sidste to år har ført an, oplyser Albertslund Kommune.
Green Cities samarbejdet blev startet i 2000 af Albertslund, Ballerup og København under navnet Dogme 2000. I 2009 skiftede samarbejdet navn til Green Cities. Kommunerne har en fælles vision om et bæredygtigt samfund og er enige om, at ved at løfte i flok når man længst.
Kommunerne har forpligtet sig på 16 fælles mål. At målene er forpligtende betyder, at der for langt størsteparten dels er fastsat en tidsfrist, og dels er besluttet præcise mål. Eksempelvis har Green Cities kommunerne besluttet at reducere CO2-udledningen med 25 pct. inden 2015 - en meget ambitiøs målsætning. Målene omhandler i øvrigt vandforbrug, pesticider, støj, luftforurening, økologi, naturens tilstand, kemikalier, affald, samarbejdsform og veje til at nå målene.
De første 10 års indsats har betydet, at kommunerne har etableret et godt fællesskab og sikret erfaringsudveksling om hvilken indsats, der batter. Der er lavet fælles retningslinjer for bæredygtigt byggeri og for grønne regnskaber. Der er således mange eksempler på initiativer og aktiviteter i Green Cities regi, der har hjulpet til at forbedre miljøet. Eksempler herpå er:
- Grønne indkøb sikrer, at legetøjet i institutionerne ikke indeholder farlige kemikalier.
- Børn som vanddirektiver sparer på vandet
- Miljøcertificeringen af de kommunale institutioner skaber fokus på miljø, og giver nye idéer til at forbedre miljøet.
- De kommunale skove i Herning dyrkes nu uden pesticider.
- Udskiftning af belysningsarmature
- Vandsparekampagner.
De forskellige aktiviteter giver samlet en forbedring af miljøet, som det dog kan være vanskeligt at sætte tal på. Et initiativ, hvor det dog er muligt at sætte tal på, er indførslen af økologisk mad i institutioner og kantiner i Green Cities kommunerne.
Der har været et godt og udbytterigt samarbejde mellem de forskellige kommuner. I 2006 var det 37pct. af den mad der blev serveret, der var økologisk. I dag er det omkring halvdelen af maden samlet set i Green Cities kommunerne, der er økologisk. Med til at skabe den positive tendens er Albertslund Kommune, der har en samlet økologiprocent på 85 - landets højeste.
Læs mere om Green Cities på www.miljokommunerne.dk
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.