
HJØRRING: 'Alle kommunens børn skal lære at spille et instrument'. Sådan lød det sidste år, da børnehavebørn blev indviet i et musikalsk projekt i Hjørring, Sistema, som ellers har kørt i kommunen siden 2010. Projektet tæller nu 1280 børn fra fireårsalderen og har givet gode erfaringer:
- Glæden, der opstår, når børnene kan se, at de faktisk kan spille et mega svært instrument, og den relation, der så følger med børnene til klasselokalerne, når de lærer af hinanden gennem musikken, fremhæver Christian Larsen, leder af Hjørring Musiske Skole, som det bedste resultat af projektet indtil videre.
Projektet fungerer i et tværgående samarbejde mellem skolerne, dagtilbud og Hjørring Musiske Skole. Det skal derfor indfri forskellige skolepolitiske målsætninger og er finansieret af den daglige drift og samarbejdspartnernes eksisterende budget. Den kommunale forvaltning bidrager også med ressourcer, og det er projektets forskellige partnere og målsætninger, der giver gode erfaringer ifølge Christian Larsen:
- Vi smider ressourcer ind i et fælles projekt, der løser opgaver og målsætninger for skoler og daginstitutioner, og så løser vi også vores opgave om at udvide musik- og kulturlivet, siger han.
Det betyder også, at både pædagogerne i børnehaverne, folkeskolelærerne og musiklærerne er på projektet, og blandingen af faglighederne gør ifølge Christan Larsen projektet mere effektivt. De forbereder, opfølger og evaluerer sammen:
- Og det er jo også en slags efteruddannelse, siger han.
Smart finansieringsmodel
Startskuddet til projektet kom fra en pose penge givet af to fonde til etablering og drift af projektet det første år. De næste fire år kom pengene fra en statslig tilskudspulje, og herefter har det handlet om at prioritere ressourcerne i den daglige drift for at holde projektet i live:
- Den store finansiering af projektet kører via skolers, dagtilbuds og vores normale drift, så det er en form for fælles ansvar. Men det er ikke sådan noget, man bare lige starter. Hvis man fik 5 mio. kr. hvert år, ville det være nemt nok. Men det handler om at starte med at opbygge den 'gensidige værdiskabelse', vi har i samarbejdet, siger han.
Indtil videre er Rødovre, Ballerup, Bornholm, Aarhus og Skanderborg blandt kommuner, der har lignende initiativer. På landsplan er der derfor cirka 1600 elever involveret i et lignende socialpolitisk projekt, men 1200 af dem er i Hjørring.
I løbet af efteråret skal projektet igen evalueres, og målsætningen lige nu lyder på, at alle fireårige i kommunen vil spille violin fra 2019:
- Vi har hele tiden haft en udviklingsplan, som vi skulle folde ud, og der satte vi det høje mål, som vi folder fuldstændig ud i 2019, siger Christian Larsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.