
IKAST-BRANDE: Byrådet i Ikast-Brande Kommune har mandag aften givet modekoncernen Bestseller grønt lys til at bygge en helt ny bydel og et højhus på op til 320 meters højde i Brande i Midtjylland.
Det er et enigt byråd, der står bag godkendelsen af lokalplanen, som baner vejen for det opsigtsvækkende projekt.
- Jeg har sjældent oplevet en så enstemmig opbakning fra de lokale. Der har nærmest været skuffende få indsigelser og beklagelser til borgermøderne. Man skal lede længe efter demonstrationsoptog mod det her, siger Henrik Engedahl (V), formand for teknik- og miljøudvalget, da byrådet behandler sagen.
Højhuset vil med flere længder slå Herlev Hospital, der med sine 120 meter er indeværende danmarksmester i højhusbyggeri.
Højhuset vil også i europæisk sammenhæng sætte et pejlemærke. Det vil eksempelvis overgå det 300 meter høje Eiffeltårnet i Paris.
Det er Bestseller og milliardæren bag, Anders Holck Povlsen, der har ønsket at etablere den nye bydel og højhuset. Det skal bygges i forlængelse af virksomhedens nuværende domicil i Brande.
Hos Bestseller er man tilfreds med, at de overordnede rammer for den nye bydel nu er på plads.
- Vi er meget glade for, at planerne nu er blevet godkendt i byrådet, og vi er meget stolte af og ydmyge over den store opbakning, der har været til projektet – særligt lokalt, siger projektleder Anders Krogh i en skriftlig kommentar.
År før byggeri
Det er endnu for tidligt at sige, hvornår spaden stikkes i jorden.
- Godkendelsen er selvfølgelig afgørende for projektet, men vi har stadig en del arbejde og overvejelser, vi skal have på plads, før et projekt som dette kan føres ud i livet. Vi taler stadig år inden et potentielt første spadestik.
Højhuset bliver vartegnet for den nye bydel, der skal fylde et område svarende til 90 fodboldbaner.
Der gives tilladelse til fire andre omkringliggende bygninger på mellem 40 og 75 meters højde. Bygningerne kommer til at rumme en blanding af kontorer, boliger, butikker, hotel og konferencefaciliteter.
Lokalplanen har været i offentlig høring. Det har udløst 22 høringssvar. Det har dog kun givet anledning til mindre justeringer af planen.
Både teknik- og miljøudvalget samt økonomiudvalget har indstillet til byrådet, at lokalplanen godkendes.
Tre er højere end 320 meter
Højhuset overgås i Europa kun af tre andre højhuse, der alle er beliggende i Rusland. Dermed kan Bestseller-højhuset blive Vesteuropas højeste bygning - hvis ikke det forinden bliver overhalet af andre projekter.
Her er de ti højeste bygninger i Europa på nuværende tidspunkt:
- 373 meter: Federation Tower, Moskva, Rusland.
- 354 meter: OKO - Residential Tower, Moskva, Rusland.
- 339 meter: Mercury City Tower, Moskva, Rusland.
- 308 meter: Eurasia Tower, Moskva, Rusland.
- 306 meter: The Shard, London, England.
- 302 meter: Capital City Moscow Tower, Moskva, Rusland.
- 284 meter: Skyland Office Tower, Istanbul, Tyrkiet.
- 284 meter: Skyland Residential Tower, Istanbul, Tyrkiet.
- 280 meter: Metropol Tower, Istanbul, Tyrkiet.
- 268 meter: Naberezjnaya Tower Block C, Moskva, Rusland.
Her er de ti højeste bygninger i Danmark:
- 120 meter: Herlev Hospital, Herlev.
- 101 meter: Domus Vista, Frederiksberg
- 100 meter: Bohrs Tårn, København.
- 100 meter: UCC Carlsberg, København.
- 88 meter: Carlsbergs hovedkontor, København.
- 86 meter: Radisson SAS Scandinavia, København.
- 85 meter: Crowne Plaza, København.
- 80 meter: North Wing, København.
- 80 meter: Ferring International Center, København.
- 76 meter: Bella Sky Tower 1 og 2, København.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.