
Alternativet er ude af forhandlinger om den kommende sundhedsreform, som blandt andet skal reducere antallet af regioner i Danmark fra fem til fire. Det oplyser sundhedsordfører Helene Brydensholt (AL) søndag til Ritzau.
- Vi har lige fået at vide af ministeren (indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), red), at vi ikke er inviteret med i de videre forhandlinger.
- Det er vi sådan set kede af, for vi gik meget positivt til deres udspil. Vi syntes langt hen ad vejen, at det var et godt udspil, og vi ville godt have været med til at lave denne sundhedsstrukturreform, siger Helene Brydensholt.
Alternativet er det første parti, som er blevet meldt ude af forhandlingerne om sundhedsreformen. Partiet havde blandt andet spillet ind med et ønske i forhandlingerne om at afskaffe det såkaldte tolkegebyr. Det er et gebyr, som patienter, der har boet i Danmark i mere end tre år uden at opnå tilstrækkelige danskkundskaber, bliver opkrævet, når de bliver behandlet i sundhedsvæsenet, og det kræver en tolk. Gebyret bliver både opkrævet hos alment praktiserende læger og ved behandling og indlæggelse på sygehuse.
Social lighed
- Vi har spillet ind med indhold, som ville øge den sociale lighed og minimere den sociale ulighed i sundheden, men dér er vi desværre ikke blevet imødekommet, siger Helene Brydensholt.
Hun siger, at der var nogle ting i regeringen udspil, "som vi kunne have ønsket anderledes". Det gælder blandt andet i forhold til regeringens planer om at sammenlægge Region Hovedstaden og Region Sjælland til den kommende Region Østdanmark.
- Men det var ikke noget, vi ikke tænkte, vi ikke kunne enes om. Så vi havde egentlig håbet, at vi kunne lave et forlig sammen med regeringen.
Hvilken begrundelse gav Sophie Løhde dig for, at Alternativet ikke længere er en del af forhandlingerne?
- At de har valgt at gå videre med en anden kreds, siger Helene Brydensholt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.