dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Alternativet holder pressemøde i forbindelse med deres sommergruppemøde i Brønshøj Vandtårn.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Alternativet vil sikre garanti for rent drikkevand

På sommergruppemøde præsenterer Alternativet et nyt drikkevandsudspil med straksforbud mod PFAS i landbruget.
27. AUG 2025 10.31

Borgerne skal have en garanti for rent drikkevand i hele Danmark. Det er hovedbudskabet i et nyt politisk udspil fra Alternativet, der præsenteres i forbindelse med partiets sommergruppemøde onsdag.

- Baggrunden er, at danskernes drikkevand er langt mere truet, end de fleste ved, siger politisk leder Franciska Rosenkilde på et pressemøde i Brønshøj Vandtårn.

Alternativet foreslår et straksforbud mod brugen af PFAS og andre flourpesticider i dansk landbrug, så brugen af stofferne er udfaset med udgangen af 2025.

Og fra 2035 ønsker Alternativet, at alle sprøjtegifte er udfaset af dansk landbrug for at beskytte miljøet og drikkevandet.

På pressemødet bliver der spurgt ind til, at det først skal ske i 2035.

- Det handler også om at sætte nogle mål, der kan lade sig gøre. Jeg har da lyst til at sige, at det skal være om halvandet år eller to år, siger politisk ordfører Torsten Gejl.

- Ti år virker som lang tid, men når det handler om at fjerne sprøjtegift fra landbruget, så er det kort tid. Det vil kræve en lille revolution.

Stigning trods forbudte sprøjtemidler

Tal fra Miljøstyrelsen viste i juni, at landbrugets brug af PFAS er steget fra 2021 til 2024.

Landbruget kan dog bruge færre sprøjtemidler, der indeholder PFAS. I juli blev 23 sprøjtemidler med PFAS forbudt, fordi sprøjtemidlerne i sidste ende nedbrydes og udvaskes til drikkevandet.

Alternativets udspil indeholder også, at borgerne skal have lettere adgang til viden om drikkevandet. Partiet foreslår, at der skal oprettes en hjemmeside og en app, hvor der kan findes oplysninger om kvaliteten af drikkevandet, hvor man bor.

- At finde viden om vandkvalitet skal være lige så nemt som at tjekke vejrudsigten, lyder det.

Når alle sprøjtemidler skal udfases i dansk landbrug, vil der "forventeligt skulle tilføres yderligere omstillingsstøtte", lyder det i udspillet. De penge kan findes i det økonomiske råderum, der er blevet opjusteret markant det seneste år, lyder det fra Alternativet.

I den seneste meningsmåling fra Voxmeter stod Alternativet til 2,1 procent af stemmerne med en statistisk usikkerhed på 0,9 procentpoint.


/ritzau/

Red. afsnit 5-7 med citater fra pressemødet tilføjet kl.11.09

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/alternativet-vil-sikre-garanti-for-rent-drikkevand

GDPR