dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Opbakning til Randers-borgmester vakler: Uventet kandidat i spil

En blå blok i Randers bestående af DD, K, DF og LA går nu sammen med et klart mål om en ny borgmester i Randers. Hvem det skal være, er der dog ikke enighed om.
27. AUG 2025 13.23

RANDERS: Et nyt politisk samarbejde i Randers mellem fire blå partier har især et mål: Der skal være en ny borgmester i 2026.

En af spidskandidaterne var ellers en del af den seneste konstituering og hjalp Socialdemokratiets Torben Hansen til magten. Men det kommer ikke til at ske igen. DF'eren Frank Nørgaard slår fast, at han ikke kommer til at pege på S-borgmesteren.

- Sådan som det er gået de forgangne fire år, så kommer det ikke til at ske igen, siger Frank Nørgaard til TV2 Østjylland.

- Vi synes, at Randers skal i en ny retning. De sidste fire år har været som at kigge over på regeringen, hvor det er svært at se forskel på Venstre og Socialdemokratiet, lyder det videre fra ham.

Den holdning deler han med spidskandidater fra de øvrige tre partier i det nye valgforbund. De vil alle kæmpe for et blåt flertal i Randers Byråd, men det bliver ikke nødvendigvis med Venstres Claus Berggren som borgmester.

I hvert fald ikke, hvis han fortsat vil samarbejde tæt med Socialdemokratiet, lyder det.

- Vi vil pege på en blå borgmester, og det kunne være Claus Berggren, men det skal være på bekostning af, at man fralægger sig det samarbejde, man har haft med Socialdemokratiet, siger Frank Nørgaard.

Uden Venstre

Af samme grund er Venstre ikke med i det nye blå valgforbund, lyder det fra de fire partier.

- Vi ser egentlig, at Venstre og Socialdemokratiet historisk har spillet hinanden gode og gerne vil hinanden. Derfor er vi ikke sikre på, at hvis vi skal i en anden retning, at det er den vej, et fælles valgforbund skal gå, siger Liberal Alliances Lars Axel Nielsen.

Han afviser dog samtidig ikke et bredt flertal med Venstre og Socialdemokratiet, hvis der bliver skrevet blå politik ind i en konstitueringsaftale.

Men det bliver ifølge Lars Axel Nielsen ikke muligt – som tidligere – for "de store partier" at plukke et eller flere mandater hos de mindre partier for at nå op på et flertal.

- Hvis vi står som et stærkt valgforbund med det antal mandater, vi får, tror jeg, at vi kan trække det mere i vores retning, end hvis vi bare enkeltvis bliver plukket ud, ligesom det har været tilfældet tidligere, indtil de har det flertal, som de gerne vil have, siger han.

Uenighed blandt de fire

Men hvis det så ikke skal være Socialdemokratiets Torben Hansen, der skal være borgmester, og heller ikke nødvendigvis Venstres Claus Berggren, hvem skal det så? rDet er der ikke enighed om blandt de fire partier i det nye valgforbund.

DF og LA er lidt uventet og utraditionelt klar til at pege på SF's Rosa Lykke Yde, imens Danmarksdemokraterne med Henrik Hove-Nielsen er forbeholdne over for den idé.

Konservatives Niels Jørgen Thomsen peger på sig selv.

- Det er helt klart, at Konservative peger på mig, for jeg er jo valgt af bestyrelsen, og jeg er valgt på generalforsamlingen til at stå i spidsen for Konservativ. Og dermed også at tage posten som eventuel borgmesterkandidat, slår han fast.

Danmarksdemokraterne ser udelukkende en blå borgmester som en mulighed og afviser, at Torben Hansen kan få magten med hjælp herfra.

- Vores udgangspunkt er, at vi skal have en blå borgmester, og det kan blive Claus Berggren eller en hvilken som helst anden. Får vi indflydelse, så bliver Torben Hansen ikke borgmester, og han bliver ikke borgmester med vores stemmer, siger Henrik Hove-Nielsen (DD).

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/opbakning-til-randers-borgmester-vakler-uventet-kandidat-i-spil

GDPR