STRUER: En forfalskning af en tilsynsrapport om Venø Færgen var ifølge anklageskriftet en af de måder, som Struers tidligere havnechef, Søren Adsersen, brugte til at bedrage kommunen.
Ifølge anklagen lavede han en tilføjelse til Søfartsstyrelsens tilsynsrapport om, at der var blevet 'konstateret manglende ISO og fugtdannelse i begge sider under loftbeklædning i maskinrum agter' under tilsyn i 2017. På den måde forsøgte han at få det til at se ud, som om udstedte fakturaer på isoleringsarbejde stammede fra færgen, hvilket var i strid med sandheden.
Desuden indkøbte han som ulønnet hjælper i en entreprenørvirksomhed forskellige varer til privat brug, hvorefter han brugte firmaets brevpapir til at sende fakturaer på fiktivt isoleringsarbejde for Venø Færgefart til kommunen i 2017 og 2018. Den finte indbragte ham ifølge anklageskriftet 52.044 kr. fra Struer Kommune.
Toiletsæde, plæneklipper og gasgrill
Udover det fiktive isoleringsarbejde er havnechefen tiltalt for at have indkøbt ting til Venø Færgen for godt 40.392 kr., som Struer Kommune betalte, og til Holstebro-Struer Havn for 18.723 kr., som havnen betalte. Indkøb, som ifølge tiltalen var til hans eget private forbrug.
Det gjaldt blandt andet et brusearmatur, et toiletsæde, en plæneklipper, en støvsuger, dyner og puder, en cykelholder og en gasgrill.
Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for retten, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi forleden.
Rettelse 18. juni 11.40: Fejlagtige oplysninger om havnechefens tidligere job er fjernet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.