
Problemer med arbejdsmiljøet og mandefald i sekretariatet under fagborgmester i København Mia Nyegaard har ikke svækket hendes partis opbakning til at blive spids igen til KV25. Den københavnske partiorganisation har tilsluttet sig hende som spidskandidat igen - uden modkandidat.
Partiet gik ved KV21 frem fra fem til seks pladser ud af de 55 i Borgerrepræsentationen, men har siden mistet Emil Sloth Andersen til Alternativet efter politisk uenighed. BR-medlemmerne Emil Moselund Østergaard, Katrine Kildgaard og Christopher Røhl er klar til at stille op igen, mens Mette Annelie Rasmussen ikke er på listen.
Med et kendt efternavn er Kristine Ammitzbøll-Bille - partner til den tidligere minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der også har været radikal en gang - nummer tre på den foreløbigt prioriterede liste på 16, som også tæller tidligere byrådsmedlem i Hvidovre Kashif Ahmad.
Ahmad har tidligere været medlem af Ny Alliance og Alternativet, har siddet i byrådet i Hvidovre valgt for Hvidovrelisten, og har været medstifter af det nu nedlagte Nationalpartiet. Næste år prioriterer medlemerne endeligt rækkefølgen.
I Frederikshavn har stemmeslugeren Birgit S. Hansen (S) ifølge KanalFrederikshavn meddelt sin lokale partiforening, at hun er klar til en ny omgang op til KV25.
Hun snuppede ved KV13 borgmesterposten fra Lars Møller (V) og satte ved KV17 med 14.843 personlige stemmer danmarksrekord, da det udgjorde 42 procent af stemmerne. Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) blev i øvrigt største stemmesluger ved KV21 med 46 pct. af samtlige afgivne stemmer i kommunen - skarpt forfulgt af Birgit S. Hansen (S) med 40 pct.
Absolut flertal har hun og resten af S haft siden KV17 - for tiden med 18 ud af 29 pladser i byrådet.
Og nu vi er ved Socialdemokratiet, så er der i en anden nordjysk kommune - Mors - endnu ikke navn på en S-spids. Som Nordjyske skriver, har S ikke været i nærheden af borgmesterposten, siden Lauge Larsen måtte afgive den i 2014. Viggo Vangsgaard var spids ved KV17 og tabte med lavt personligt stemmetal til den siddende borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) - og gik siden efter intern kritik om en krænkelsesag til SF.
Tore Müller var spids ved KV21, men han fik modstand internt i S-gruppen og bliver ikke spdids igen Som gruppeformand er han nu afløst af Jens Dahlgaard, der tidligere har repræsenteret Demokratisk Balance. På spørgsmålet om at blive spids avsrer han avisen:
- Jeg går med nogle overvejelser for det tilfælde, at det skulle blive mig, der bliver peget på. Jeg tænker kone og børn, at jeg er fodboldtræner, spiller musik og har mit lærerjob. Og så det, at jeg har været i politik i 10 år og gradvist er kommet tættere på magten. Den gryde er ikke helt færdig med at koge endnu.
I Næstved er Venstre på jagt efter en spids til KV25, efter Kristian Skov-Andersen, der var spids ved både KV17 og KV21, ikke stiller op igen. Ved det seneste valg tabte partiet tre af ni mandater i det 31 pladser store byråd.
Tidligere gruppeformand - frem til august - Cathrine Riegels Gudbergsen bliver det ikke. Ifølge sn.dk stiller hun slet ikke op til KV25, men vil prioritere sin familie, hvor både hendesfar og søn har brug for hende, som hun forklarer.
Hun fik femteflest personlige stemmer ved KV21: 866. Flest fik borgmester Carsten Rasmussen (S) med 8.827 foran Rune Kristensen (K) med 2.545, Kristian Skov-Andersen (V) med 1.708 og Michael Perch (S) med 965.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.