Arbejdsrutinerne i den kommunale sygepleje spænder ben for sig selv

‘Snakker I slet ikke sammen?’ Sådan lyder spørgsmålet ofte fra patienter til både sygeplejersker i den kommunale sundhedspleje og læger i hospitalets akutfunktion. Kommunerne har nemlig svært ved at håndtere borgere med komplekse sygdomsforløb i samspil med region og almen praksis, mener forskere og læger, der tirsdag holdt oplæg ved en ældrekonference i Kolding arrangeret af KL.

Men det kan standardisering af systemer og færre organisatoriske benspænd lave om på, lyder det blandt andet fra forsker og projektchef i VIVE, Sidsel Vinge.

Det er særligt ældre borgere med kroniske sygdomme eller en multisygdom - som modtager den ene efter den anden form for behandling fra både region, kommune og i almen praksis - der havner i de såkaldte komplekse forløb. Ifølge Sidsel Vinge, der har kortlagt kompleksitet i den kommunale sygepleje, er der tale om tre former: medicinsk, social og organisatorisk.

Det vil sige, om borgeren fx har flere diagnoser og tager forskelligt medicin, om borgeren har sociale udfordringer, der fx viser sig som psykisk underskud, og om sygeplejersken har uklare arbejdsgange eller mange dokumentations- eller planlægningssystemer, aktører og faggrupper at samarbejde med. Sidstnævnte er den udfordring, der gør det særligt svært for kommuner at håndtere borgere i indviklede forløb, forklarede Sidsel Vinge på konferencen.

- Jo større borgerens kompleksitet er, jo større er behovet for at få samlet ansvaret for behandlingen på nogle få hænder. Lige nu sker der det i vores kommunale system, at jo højere kompleksitet, jo flere enheder, teams, centre og aktører har vi det med at få koblet på. Vi har det altså med som system at gøre præcis det modsatte af det, de her borgere har brug for, sagde hun.

Ikke nok at skrive i kinabogen efter besøg
I sin analyse har Sidsel Vinge gennem interviews med akutsygeplejersker fundet ud af, at sygeplejerskerne mangler standardisering af kommunikationsveje, samarbejde og ordinationsret. De skal så at sige vide, 'hvem de kan trække på', fordi det er vanskeligt at holde overblikket. Fx skal de lave et stort antal overleveringer i løbet af en arbejdsdag i flere forskellige elektroniske systemer, på stickers eller i dueslaget, så det ligger klar til den næste, der møder ind.

'Kompleksiteten handler om alt det, vi ikke har styr på - alle de mange samarbejdspartnere. Så længe, jeg ved, hvem jeg skal ringe til, går det. Men det kan tage mig en halv dag bare at finde ud af’, lyder det fra en af sygeplejerskerne i analysen. ‘Vi slås med vores eget system inde i kommunen’, lyder det fra en anden.

Derfor er det ifølge Sidsel Vinge mest oplagt at kigge på den kompleksitet, kommunerne selv skaber i sine arbejdsrutiner.

- Standardisering er ikke et ord, man tit og ofte bryder sig om i sygeplejen. Men jeg tror, vi skal til at tænke på god og dårlig standardisering frem for at sige, at det handler om mennesker, så derfor skal vi være fleksible og ikke tænke i kasser. Faktisk er det, når vi får bygget kommunikationsmotorveje og dermed nogle kasser, der fungerer til den virkelighed, der er derude, og til borgernes behov, at det tværsektorielle arbejde fungerer, sagde hun.

Problemet er ifølge forskeren, at mange af de sociale og medicinske problemstillinger er sammenvævede, og det skaber et behov for koordination og overblik i forløbene. Derfor kræver det bedre overdragelse af opgaver, udførlige beskrivelser af en borgers forløb og situation i kombination med større personkontinuitet, sådan at skiftene i plejepersonalet bliver færre. På den måde vil opfølgning på og tæt kontakt til borgeren styrkes.