
NORDJYLLAND: Tidligere mangeårig borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelt (S) vil være regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Han er blandt to kandidater, der har meldt sig til at blive Socialdemokratiets spidskandidat ved regionalvalget næste efterår. Det oplyser formanden for Socialdemokratiets regionalbestyrelse, Preben Dahlgaard, til Netavisen Pio.
Ud over Arne Boelt har Mogens Nørgaard også meldt sig. Han er i dag gruppeformand for Socialdemokratiet i Region Nordjylland.
Regionalbestyrelsen har dog valgt at udskyde ansøgningsfristen til 1. november.
- Det kunne jo være, nu hvor vi ved meget mere (om regionernes fremtid, red.), at der er interesserede folketingspolitikere eller måske fremtrædende politikere i kommuner, som nu kunne være interesseret. Og så skal de have mulighed for det. Men ellers har vi allerede to kompetente kandidater, siger Preben Dahlgaard til Netavisen Pio.
Tabte til V
Arne Boelt var i 12 år frem til 2022 borgmester i Hjørring Kommune, indtil han tabte magten til Venstres Søren Smalbro efter kommunalvalget i 2021.
Den tidligere borgmester stopper i Hjørring Byråd ved næste kommunalvalg og har altså nu øjnene rettet mod Region Nordjylland.
Her mistede Socialdemokratiet topposten som regionsrådsformand efter valget i 2021, da Venstres Mads Duedahl satte sig på posten.
Indtil valgnederlaget havde Ulla Astman siddet som socialdemokratisk regionsrådsformand i 14 år. Hun genopstiller ikke ved næste regionalvalg, og derfor er Socialdemokratiet i Nordjylland nu på jagt efter en ny spidskandidat.
Spidskandidaten skal vælges ved en urafstemning i november.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.