
Formanden for De Radikales lokalforening i Aarhus, Klaus Bach Trads, sår tvivl om, hvorvidt Morten Østergaard fremover får støtte af De Radikale i Aarhus, hvor han er valgt til Folketinget. Det skriver Politiken.
- Vi skal i baglandet i Aarhus bruge de kommende måneder på at diskutere, hvordan vi kommer videre herfra. Han har svigtet gruppens tillid. Han har svigtet offentlighedens tillid. Og han har svigtet baglandets tillid, siger han.
Mandag aften skrev Morten Østergaard på Facebook, at De Radikale havde begyndt en ekstern undersøgelse af omfanget og karakteren af sexisme i partiet. Tirsdag lød det, at han havde gennemført de samtaler og den påtale, som han mener er det rigtige i sagen.
Han afviste samtidig, at der ville komme sanktioner, ligesom han heller ikke ville sætte navn på krænkeren. Men i går måtte han indrømme, at det var ham selv.
Ny leder: Ville ikke lægge låg på
Den nye radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, var sammen med Morten Østergaard med til at håndtere den krænkelsessag, som onsdag førte til Østergaards afgang.
Torsdag afviser hun, at hun som del af ledelsen forsøgte at lægge låg på sagen ved ikke at sætte navn på krænkeren, der altså viste sig at være Morten Østergaard.
- Vi forsøgte ikke at kvæle sagen. Vi forsøgte at håndtere den på den måde, som den fortrolighed, Lotte havde bedt om, krævede. Det er den fortrolighed, jeg har honoreret. Og det vil jeg fortsat gøre, hvis kvinder kommer til mig i fortrolighed, siger Sofie Carsten Nielsen.
- Der kom et behov for at sætte navn på i folketingsgruppen i går. Hidtil havde man respekteret ønsket om fortrolighed. Gruppen bad ikke om at få sat navn på før i går, siger Sofie Carsten Nielsen.
Afviste at være inhabil
Det endte ifølge flere medier med, at Morten Østergaard sagde, at han ikke var inhabil i sagen. Indtil Lotte Rod - igen ifølge flere mediers anonyme kilder - sagde, at det var ham.
Sofie Carsten Nielsen er blevet anklaget for som del af ledelsen også at have skyld i, hvordan sagen er håndteret.
- Det er jo den diskussion, vi havde i går. Jeg har honoreret den fortrolighed, Lotte havde bedt om. Morten sagde, at han var habil i sagen. Og det var derfor, han trak sig, for det havde man ikke tillid til, siger Sofie Carsten Nielsen.
Der har også været spekuleret i, om episoden - at Morten Østergaard for ti år siden lagde en uopfordret hånd på Lotte Rods lår - er den eneste.
- Det er mit indtryk og det er det, jeg er bekendt med, at sagen omhandler. Men det er jo ikke det fulde billede af sexisme og helt sikkert heller ikke hos De Radikale, siger Sofie Carsten Nielsen.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.