
VESTHIMMERLAND: Beskyldninger om illoyalitet fra den lokale vælgerforeningsformand har nu fået byråds- og regionsrådsmedlem Kirsten Moesgaard til at forlade De Konservative, oplyser hun i en pressemeddelelse.
'Med baggrund i den konservative formand Ernst Pindstrup Sørensens udtalelser i sidste uge i dagspresse og ugeaviser har jeg besluttet at melde mig ud af Det Konservative Folkeparti,' skriver hun.
Med beslutningen sættes der er stopper for længere tids intern uro i den lokale gren af partiet, hvor Kirsten Moesgaard ikke har deltaget i gruppemøder siden efteråret.
Kritiker af borgmester
Kirsten Moesgaard sidder i økonomiudvalget og har her været en af borgmester Knud Kristensens (K) hårdeste kritikere i de mange sager, hvor han er blevet beskyldt for inhabilitet i byggesager og for at få særbehandling ved tildeling af opgaver til sit firma.
Samarbejdet mellem de to har derfor været på lavpunktet. I en artikel i Nordjyske for to uger siden sagde Knud Kristensen, at 'Kirsten Moesgaard trak sig fra den konservative byrådsgruppe den 30. august 2016. Siden har vi ingen kontakt haft med hende. Hun følger helt sit eget løb'.
I samme artikel svarede Kirsten Moesgaard:
'Det er klart, at Knud Kristensen har følt, at jeg i nogle af de sager ikke har bakket ham op. Det drejer sig om, at reglerne for kommunen skal følges, og så har jeg ikke haft andet valg end at stemme som jeg gjorde. Mere er der ikke i det,' hvorpå hun tilføjede, at 'Jeg samarbejder med dem, der vil samarbejde med mig'.
'Vi vil ikke finde os i det'
De udtalelser fik den lokale partiformand Ernst Pinstrup Sørensen til at skrive et vredt læserbrev i bandt andet lokaltindblik.dk.
'Hun samarbejder med dem der vil. Nej Fru Moesgaard! Du samarbejder med dem der vil det DU vil, og det har vi holdt møde med dig om i flere omgange. Vi har det som bestyrelse fint med mangfoldighed og forskellighed, men man vasker sit vasketøj inden døre, og ikke gennem Nordjyske. Byrådsgruppen har i flere år bare trukket på skulderen, men i bestyrelsen ville vi ikke finde os i det. Enten er man med på holdet eller så er man ikke. Vi troede vi havde en 'aftale' med fru Moesgaard om vores spilleregler, men det viste sig desværre, at hun alligevel gjorde som det passede hende,' skrev han.
Det er det læserbrev, som Kirsten Moesgaard giver som begrundelse for nu at have meldt sig ud af partiet.
Læsgænger eller nyt parti?
Kirsten Moesgaard skriver, at hun vil fortsætte som løsgænger i både byråd og regionsråd med uformindsket styrke i et konstruktivt samarbejde på tværs af partiskel.
Hun meddelte tilbage i august, at hun ikke ville genopstille for De Konservative. Ifølge TV2 Nord fortalte hun i december, at hun fra flere sider har fået opfordringer til at stille op for andre.
Det vil ikke komme bag på Ernst Pinstrup Sørensen, hvis hun ender med at genopstille for et andet parti eller en lokalliste, fremgår det af hans læserbrev. Her beskylder han Kirsten Moesgaard for at have vendt på en tallerken, da hun ikke kunne få garanti for at blive opstillet som nummer to på den konservative liste.
'Pludselig tog du job som fast fodermester til Nordjyske, hvor du gennem et hav af redegørelser og konspirationsteorier mest af alt fremstår som en, der er ved at gøre sig klar til en borgerliste, hvis altså du ikke lykkes med et frieri til nogle af vores borgerlige venner,' skriver han.
Det er ikke lykkedes dknyt at komme i kontakt med Kirsten Moesgaard og få hende til at uddybe sine fremtidsplaner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.