
VESTHIMMERLAND: Sagen om borgmester Knud Kristensens inhabilitet i lokale byggesager er nu spidset til i et omfang, så et samlet økonomiudvalg undsiger ham - og har valgt at referere fra et lukket møde.
Økonomiudvalget retter i et læserbrev på aarsavis.dk en skarp kritik af Knud Kristensen i en sag om hans inhabilitet.
Sagen handler om byggeri af ungdomsboliger på en grund, som borgmesteren har været ejer af. Men borgmesteren var vævende i sine forklaringer og blev derfor smidt ud af mødet i økonomiudvalget. Og hele forløbet koster på tillidskontoen.
I indlægget skriver udvalget bl.a.: 'Vi kan blot konstatere, at enten taler han usandt overfor udvalget, eller også taler han usandt overfor avisen og dermed overfor offentligheden!'
Et andet byrådsmedlem, løsgængeren Annette Vahlgreen, er tidligere i forløbet blevet politianmeldt for injurier af Knud Kristensen. Det sket efter et læserbrev, hvori hun beskylder Knud Kristensen for at lyve.
- Der er en brist, når borgmesteren ikke er troværdig over for sit økonomiudvalg. Vi vil have sandheden frem og at offentligheden ved, at borgmesteren tilsyneladende har prøvet at påvirke en sag, han har økonomiske interesser i, siger medlem af økonomiudvalget Palle Jensen (S) til DR Nordjylland.
Det er ikke første gang, at Knud Kristensen får kritik for ikke at erklære sig inhabil i byggesager, han har økonomisk interesse i. Det samme skete i november sidste år.
Dengang afgjorde Statsforvaltningen dog, at borgmesteren ikke havde gjort noget forkert.
Borgmesteren Knud Kristensen vil ikke kommentere konkret på den nye sag.
- Nu skal jeg lige have dokumentere tingenes rette sammenhæng. Og indtil jeg kan det, så har jeg ingen kommentarer, siger han til DR Nordjylland.
Knud Kristensen var også genstand for en tredje habilitetssag. Tilbage i 2009 erklærede tilsynet i Statsforvaltningen, at Knud Kristensen havde været inhabil, da han som borgmester i 2006 uden om byrådet skrev under på at igangsætte et byggeri i Aars. Knud Kristensen, som på det tidspunkt også sad i Folketinget, var ejer af det murerfirma, som stod for byggeriet af de almene boliger.
Udover borgmesteren består Økonomiudvalget af Per Bach Laursen og Per Bisgaard fra Venstre, Palle Jensen og Uffe Bro fra Socialdemokratiet, Terese Berg Andersen fra SF samt Kirsten Moesgaard fra Konservative.
ak / ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.