AABENRAA: Aabenraa Kommune ligger i top, når det gælder effektiv aktivering af ledige. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Virksomhedsaktivering er den mest effektive vej fra ledighed til fast beskæftigelse. Og her deler Aabenraa Kommune førstepladsen med Tønder Kommune, når det gælder antallet af ledige, der aktiveres i virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Det skriver Arbejdsmarkedsstyrelsen i nyhedsbrevet Samspil.info.
- Aktivering af ledige med løntilskud skaber job. Det ved vi, og vi udnytter da også løntilskudskvoten med 100 pct., når det gælder forsikrede ledige, siger Jan Toft Jensen (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune.
- Men dette resultat kan kun opnås i kraft af det gode samarbejde med virksomhederne. Det er dem, der ansætter og tager en ledig i praktik, og derfor kan vores lokale virksomheder være stolte af resultaterne.
Også for ledige kontanthjælpsmodtagere, der alene har ledighed som problem, gælder, at en vellykket virksomhedspraktik kan resultere i job, eller i en afklaring i forhold til at begynde på en uddannelse.
Det bedste resultat af praktikforløb og chancen for beskæftigelse fås, når det er den ledige selv, der skaffer en praktikplads. Det viser projekt 'Straks-Virksomhedsaktivering', som Jobcenter Aabenraa har kørt siden årsskiftet.
Ud af 70 personer, der har deltaget i projektet i januar og februar er det lykkedes 45 ledige at skaffe sig en praktikplads og syv ledige har fået job. Resten er fraflyttet eller har fået lukket for forsørgelse.
Udover at øge antallet af personer, der kommer i virksomhedspraktik, går det også hurtigere med at skaffe en plads. Hvor det tidligere kunne tage op til to måneder, tager det med med det nye projekt nu kun to uger at finde en egnet praktikplads.
Fokus på virksomhedsaktivering og en hurtig og smidig servicering af virksomhederne har skabt en positiv synergieffekt for Jobcenter Aabenraa:
- Det skaber i sig selv både jobåbninger og åbninger til nye virksomhedsaktiveringer. Virksomhederne bliver opmærksomme på, at de kan få hurtigt svar på deres henvendelse. Det gør, at de tænker os ind, når de skal besætte en stilling eller har brug for en ekstra hånd. Lykkes det for os, spreder det sig som ringe i vandet, siger jobcenterchef Henrik Kærgaard til Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev Samspil.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.