ODSHERRED: Efter langstrukne forhandlinger kunne Hanne Pigonska (V) i sidste uge – for anden gang efter valget – samle et flertal bestående af Venstre, lokallisten Nyt Odsherred, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Socialdemokratiet og Liberal Alliance.
Det skete, på trods af at Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten kunne samle de nødvendige 13 mandater for at pege på en borgmester fra rød blok. Sådan endte det som bekendt ikke, og der bliver nu sendt beskyldninger frem og tilbage mellem de fire partier om, hvis skyld det er.
Radikale Venstre og Socialdemokratiet giver SF skylden for, at man ikke kunne samle et flertal partierne imellem, mens SF giver Socialdemokratiet skylden. På Facebook retter Gitte Terp Henriksen (SF) kritik mod S for at skippe venstrefløjen og i stedet forhandle med de borgerlige partier i forsøget på at lande borgmesterposten:
"S har været i gang med forhandlinger til to sider på en gang, uden vi vidste det. Og brugt det til at forhøje indsatsen," skrev Gitte Terp Henriksen på Facebook i weekenden.
Det er dog ikke en udlægning, som John Larsen fra Socialdemokratiet kan genkende. Han kalder Gitte Terp Henriksens opslag for en "aldeles løgnagtig udtalelse".
Han fortsætter i et opslag på Facebook:
"SF ønskede pludselig at åbne aftalen på flere punkter, herunder at de ville have nedsat et nyt udvalg med dem selv i spidsen."
Her skulle Thomas Nicolaisen (R), som stod i spidsen for forhandlingerne, have bedt SF om at forholde sig til den skrevne aftale, hvorpå SF sprang fra aftalen, og derved forsvandt flertallet, fortæller John Larsen. Efter sigende skulle S også have bedt SF om at sende en ny repræsentant på grund af den dårlige relation mellem parterne.
I et modsvar på Facebook skriver Gitte Terp Henriksen, at "det var jer der trak jer - og fik tilkæmpet jer en 1. viceborgmesterpost i stedet for den 2. viceborgmesterpost i fik ved 1. konstituering".
Overfor Sjællandske siger Thomas Nicolaisen, at SF "skal tage ansvaret for, at den faldt til jorden. Det er helt og holdent deres ansvar".
Enhedslistens enlige byrådsmedlem, Jeppe Ravn, ærgrer sig over det forliste samarbejde mellem de røde partier:
- Dybest set handler det om, at S ikke kan lide Gitte. Det har virket lidt grimt, og jeg synes, det er mega ærgerligt, at vi ikke fik den konstituering i hus. Og jeg synes, det er tarveligt overfor Gitte. Det er ikke godt for det kommende samarbejde i byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











