dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Der er ikke evidens for, at den særlig øreakupunktur faktisk virker. (Arkivfoto)
Morten Stricker/Jyskfynskemedier/Ritzau Scanpix

Offentlige misbrugscentre behandler med virkningsløs akupunktur

Tre ud af fire offentlige misbrugscentres medarbejdere bruger en metode, de burde stoppe med, mener forskere.
3. DEC 2025 12.47

Ved at få fem nåle korrekt placeret i hvert øre bliver misbrugspatienter "bedre rustet mod en lang række problemer, fysiske som psykiske," lover NADA Danmark (National Acupuncture Detoxification Association) om en særlig øreakupunktur.

Det løfte køber hele 78 procent af de offentlige behandlingssteder ind på, skriver Videnskab.dk.

Der er bare et problem med løftet om de mange gode effekter, ifølge professor i alkoholbehandling Ulrik Becker.

- Der er ikke videnskabelig evidens for, at det har nogen som helst positiv effekt at stikke nåle i folks ører, siger han til Videnskab.dk.

Det viser et metastudie - en videnskabelig gennemgang af forskning på området - som blandt andre han har lavet for Sundhedsstyrelsen.

Ingen evidens for effekt

Ifølge flere forskere betyder det, at man bør stoppe med at uddanne kommunalt personale til at tilbyde øreakupunktur som led i alkoholbehandling.

NADA-metoden blev udviklet i USA i 1970’erne ud fra principper i traditionel kinesisk medicin og kom til Danmark i år 2000.

Øreakupunkturen bliver tilbudt til borgere i blandt andet behandling for alkoholproblemer som et led eller supplement i deres behandling – dog aldrig som selve behandlingen.

- Jeg synes ærligt talt, at det er mærkeligt, siger Ulrik Becker, der er professor ved Statens Institut for Folkesundhed.

- Alkoholbehandlingen er et område, der i forvejen er voldsomt presset på ressourcer, og så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man prioriterer at bruge penge på noget, der ikke er evidens for.

Den officielle konklusion fra forskerne til Sundhedsstyrelsen er derfor, at der ikke er evidens for, at NADA har nogen gavnlig effekt.

Kommuner og regioner tilbyder kurser

I kommuner og regioner er lederne på området bekendt med, at der mangler evidens for, at NADA har en effekt. Alligevel holder de fast i at tilbyde deres ansatte kurser, så det kan indgå i behandlingerne.

- Det er rigtigt, at vi reelt ikke ved, om det virker, siger Nikolaj Olsen, centerchef for Center for Forsorg og Behandling i Region Hovedstaden.

Alligevel skriver centeret på sin hjemmeside, at behandlingen er evidensbaseret.

- Når jeg taler med dem, der arbejder på området, og får feedback fra brugerne, så har vi på centret en klar oplevelse af, at det virker.

I den modsatte ende af landet har Tina Sølvkjær, leder for rusmiddelcentret og værestederne i Thisted Kommune, samme oplevelse.

- Vi er med på, at der ikke er evidens. Men jeg har arbejdet med vores væresteder i mange år, og for mig siger det noget, at borgerne vender tilbage til NADA-behandlerne igen og igen, siger hun.

Mia Gall Grandahl, formand for Den Lægefaglige Tænketank ATLAS og speciallæge i psykiatri, mener, at det kan være andet end nålene, der giver den effekt, kommunerne henviser til.

- Der sker meget rundt omkring behandlingen, som patienterne kan reagere positivt på, siger hun.

- Som læge synes jeg ikke, man kan forsvare at bruge skattekroner på behandlingsformer uden dokumenteret effekt, selvom patienten finder det behageligt. Så kunne man jo lige så godt tilbyde krystalhealing eller andre alternative behandlinger, siger hun.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/offentlige-misbrugscentre-behandler-med-virkningsloes-akupunktur

GDPR
Offentlige misbrugscentre behandler med virkningsløs akupunktur