HERLEV: Socialdemokratiet skal være mere lyttende og mindre splittende. Partiet skal væk fra SVM-regeringen og gerne se mod centrum-venstre. Og så skal det store regeringsparti opgive at dyste mod Dansk Folkeparti om at være hårdest på udlændingepolitikken.
Det er nogle af budskaberne i et interview, som den nyligt genvalgte borgmester i Herlev Kommune, Marco Damgaard (S), onsdag giver i Jyllands-Posten.
Marco Damgaard, der har en fortid som skoleleder i den socialt udfordrede Tingbjerg-bydel, mener, at hans parti optræder for unuanceret i udlændingepolitikken.
- Det bliver for skingert i de korte budskaber. Der er kæmpe udfordringer i islam. Men vi skal stadig sørge for, at der er religionsfrihed og plads til at tro på islam i Danmark, siger Herlev-borgmesteren til Jyllands-Posten.
Socialdemokratiet - personificeret ved statsminister Mette Frederiksen (S) - er blevet beskyldt for magtfuldkommenhed og arrogance gennem en del år.
Adspurgt om, hvorvidt statsministeren har været god nok til at lytte, svarer Marco Damgaard:
- Hmm.
Han siger, at Mette Frederiksen ifølge ham gør det rigtig godt, og at hun er det bedste bud på en statsminister i Danmark.
Splittende retorik
Han tilføjer samtidig, at det nu er mere vigtigt end nogensinde før, at statsministeren erklærer sig villig til at lytte til politikere, andre partier og borgere.
Adspurgt om, hvorvidt Mette Frederiksen har været for splittende i sin retorik, svarer Marco Damgaard.
- Som samlet parti – med de SoMe-strategier, vi har lavet – har vi til tider været for splittende.
Marco Damgaard ser gerne, at hans parti finder tilbage til den "kernesocialdemokratiske politik". Han afviser enhver snak om at fortsætte SVM-regeringen, dog uden at afsværge enhver form for midterregering.
Herlev-borgmesteren kan godt se for sig, at Socialdemokratiet danner en centrum-venstre-regering efter næste folketingsvalg, hvis mandaterne tillader det. Også med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.
- Ja, ja, det har vi jo set før. Selvfølgelig kan man det, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Red.: Opdateret kl. 09.47 med ny formulering af afsnit 8.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










