
AALBORG: Det har vakt vrede hos de øvrige borgerlige partier i Aalborg, at De Konservative sent søndag aften gik med i det smalle budgetforlig bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og SF. Det skriver Nordjyske og TV2 Nord.
Først mandag, lige før andenbehandlingen af budgettet kl. 13, blev det offentliggjort, at De Konservative havde skiftet side og gik med i forliget.
De havde fået tilføjet ændringer, bl.a. så en sammenlægning af to forvaltninger udskydes til 1. januar 2026, og dermed kan De Konservatives Vibeke Gamst alligevel som planlagt overtage den rådmandspost, som Kristoffer Hjort Storm (DD) forlader fra i dag pga. sit valg til EU-Parlamentet.
Ville omgøre beslutning
"Uordentlighed af en anden verden" og "taburetklæberi" var ifølge TV2 Nord blot nogle af de ord, som Venstres rådmand Jan Nymark Thaysen (V) hæftede på sine hidtidige blå samarbejdspartnere.
Han forsøgte i sidste øjeblik sammen med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance at forhindre, at Vibeke Gamst (K) som aftalt overtager den ledige rådmandspost. I stedet skulle den gå til Danmarksdemokraterne, mente de.
Kommunens jurister påpegede dog, at det ville være ulovligt på den måde at omgøre en beslutning truffet af byrådet i august. Derfor endte de tre borgerlige partier i sidste ende med at trække forslaget.
Hele sagen efterlader blå blok sprængt i stumper og stykker blot et år før KV25, konstaterer TV2 Nord i sin analyse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.