
Boligsociale indsatser kan motivere og skabe positive forandringer hos både børn, unge og voksne, så de fortsætter i uddannelsessystemet og videre i job, fastslår en undersøgelse af boligsociale indsatser, som VIVE, Rambøll og Naboskaber står bag, og som bygger på vurderinger fra kommunale og frivillige bag de boligsociale indsatser.
Undersøgelsen er del af en evaluering for Landsbyggefondens uddeling af midler til udsatte boligområder som led i en boligaftale fra 2010, der har til formål at forebygge negativ udvikling i områderne.
Således uddelte fonden fra 2011 til 2014 1,76 mia. kr. til de udsatte områder for at understøtte boligsociale indsatser, og hovedkonklusionen er, at indsatserne kan bidrage til at opkvalificere 'den samlede velfærdsmæssige opgaveløsning i forhold til skole og uddannelse for børn og unge i udsatte boligområder'.
Det betyder, at tiltag og indsatser, som blandt andet job- og uddannelsesvejledning, mentorforløb, hjælp til at skaffe fritids- eller lommepengejob, brandkadettræning og iværksætteri giver de unge i de udsatte boligområder sociale og faglige kompetencer til deres videre forløb i uddannelsessystemet:
- Lommepengeprojekter og fritidsjob fastholder de unge i et jobforløb og baner vej for at tage en uddannelse. Vi ved fra amerikansk forskning, at et fritidsjob blandt andet kan hjælpe en gruppe unge, som måske ellers kunne være i risiko for at vælge en småkriminel løbebane, siger Gunvor Christensen, forsker og leder af undersøgelsen fra Vive til Kristeligt Dagblad.
Det starter med lommepengeprojekter og fritidsjobindsatser
Undersøgelsen har foretaget effektmålinger af unge, der deltager i et lommepengeprojekt og en fritidsjobindsats, og ifølge undersøgelsen viser de, at det år, hvor de unge har deltaget i indsatserne, får de også et fritidsjob, som de fastholder året efter.
Chancen for at få og fastholde et fritidsjob er således tre gange større for dem, der deltager i sådan et forløb, end for andre unge, viser undersøgelsen. Lommepengeprojektet kan fx bestå i, at store børn skal passe mindre børn, når der er arrangementer som beboermøder.
I fritidsjobindsatsen bliver de unge blandt andet trænet i at finde jobopslag og hjulpet til at lave et CV og skrive en ansøgning. De får indblik i, hvad en jobsamtale er, og hvordan man agerer i situationen, og det er derfor ikke altid, at opgaverne i indsatserne bliver lønnet i penge:
- Det kan også være at få en oplevelse til gengæld. Det er blot tiltag, der skal vise, at lægger du en arbejdsindsats, får du noget igen. Det er godt at lære, og det er en erfaring, som børn og unge tager med sig videre i deres skolegang og ungdom, siger Gunvor Christensen.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.