
STRUER: Politiet kommer nu til at efterforske sagen, hvor Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, flyttede sin folkeregisteradresse til Struer og derfor fik adgang til en gratis folketingslejlighed og tilskud til dobbelt husførelse. Det skriver Information, som har set dokumentation for, at en borger har indgivet politianmeldelse.
Alex Vanopslagh har tilbagebetalt tilskuddet til dobbelt husførelse efter krav fra Folketingets administration, efter at Struer Kommune afgjorde, at han havde brudt CPR-loven, men han har stadig haft en økonomisk fordel ved at have boet gratis i 29 måneder. Fire jurister har over for avisen vurderet, at partilederen burde efterforskes for bedrageri. "Min umiddelbare vurdering er, at det her er en sag, der bør efterforskes af politiet. Der er så meget, der peger på, at der kan være foregået noget strafbart," siger fx juraprofessor Sten Schaumburg-Müller.
Og det kommer politiet altså nu til på baggrund af den private anmeldelse. Alex Vanopslagh siger til avisen, at han ikke har nogen kommentarer til politianmeldelsen. Han har tidligere erkendt, at han har handlet forkert, men forsvarer sig med, at han ikke var inde i reglerne.
Præsidiet vil ikke politianmelde
Enhedslisten og Alternativet har bedt Folketingets præsidium overveje en politianmeldelse, men det har folketingsformand Søren Gade (S) afvist. Det skyldes, at præsidiet følger linjen fra tidligere sager, hvor man kun har krævet, at medlemmer skulle betale støtte tilbage, forklarer 3. næstformand Karsten Hønge (SF) til Information.
Det møder imidlertid kritik fra to advokater, som DR har talt med.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis det havde været en kommunalsag, så havde kommunen bedt om at få pengene tilbage og anmeldt ham til politiet, siger advokat Mads Pramming, der har speciale i socialret og sager om socialt bedrageri, til DR.
Michael Bjørn Hansen, der er advokat og har ekspertise i sager om socialt bedrageri, siger til DR, at det er "absurd", at man ikke vil gå videre med sagen.
- Ud fra en eller anden objektiv betragtning, så er det jo socialt bedrageri. Fordi han snyder med nogle regler og får nogle offentlige ydelser, som han ikke er berettiget til, siger han til mediet.
ak/Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.