
ODENSE: Som tidligere omtalt besluttede Børn- og Ungeudvalget i Odense Kommune torsdag, at bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen skal indskærpes. Herunder skal der være særlig fokus på "skærpede sanktioner", uden at det fremgår hvilke.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) handler det om, at skolerne skal have bedre mulighed for at isolere de børn, der skader andre børn.
- Der kommer flere og mere konsekvente værktøjer ned i den værktøjskasse, som Agedrup Skole og andre skoler har, siger borgmesteren.
Han ønsker ikke at forholde sig til, hvad der bør ske med de børn, som er involveret i de konkrete sager.
Børn- og Ungeudvalget besluttede desuden, at potentialet for andre typer skoletilbud end dem, kommunen har nu, skal undersøges.
Tager til efterretning
Ledelsen på Agedrup Skole kender til syv konkrete tilfælde af vold. Det inkluderer blandt andet tre episoder om trusler med kniv og et tilfælde, hvor et barn har fået "11-års tæsk".
Mellem 1. januar 2023 og dags dato har Børn- og Familierådgivningen fået indberetninger om cirka 40 børn på skolen. Af dem omhandler de 12 indberetninger noget, der kan relateres til den problematik, der fremgår i forældrenes bekymringsbrev.
Skolelederen på Agedrup Skole, Christian Gantzhorn Hovendal, anerkender, at der har været "voldsomme sager" på skolen. Det siger han i en skriftlig udtalelse. Han har desuden noteret sig, at der er et politisk ønske om hurtigere indgriben.
"Jeg tager til efterretning, at der er et politisk ønske om, at man hurtigere benytter sig af mulighederne i ordensbekendtgørelsen", lyder det fra skolelederen.
Der er i ordensbekendtgørelsen mulighed for at flytte elever fra skolen.
/ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.