
ODENSE: Odense Kommune vil inden for to dage forsøge at skabe et overblik over anklager om vold, trusler og krænkelser af seksuel karakter mellem eleverne, som forældre siger har fundet sted på Agedrup Skole. Det siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) til Fyens.dk.
Derefter vil man melde ud, hvordan der skal handles for at skabe tryghed blandt eleverne på skolen igen.
- Når over 100 forældre skriver til mig og forvaltningen med bekymringer af den karakter, så er det selvfølgelig noget, som jeg tager dybt alvorligt. Ingen børn skal være bange for at gå i skole, siger hun.
"Grænseoverskridende adfærd"
Forældrene skriver i et brev, at Agedrup Skole har været en tryg skole tidligere. Men "normalen" har flyttet sig markant. I brevet beskrives det desuden, at "uhensigtsmæssig, grænseoverskridende adfærd fylder meget i hverdagen og udfordrer undervisningen samt læringen".
Susanne Crawley Larsen vil ikke udelukke, at der kan være sendt noget til hende, som handler om de beskrevne problemer på Agedrup Skole. Det er også noget af det, som undersøgelsen skal være med til at belyse.
Hun forklarer dog, at hun ikke på noget tidspunkt har haft et indtryk af, at "der har været så store problemer på skolen".
K: Fjern dem fra skolen
De Konservatives rådmand Søren Windell mener, at de elever, der er anklaget for trusler og grænseoverskridende adfærd, bør fjernes fra skolen.
- Vi er nødt til at få dem væk derudefra og få lavet et andet tilbud til dem, så vi kan få dem på ret kurs. De er jo allerede nu i en tidlig alder afsporet fra almindelige danske normer og værdier, siger han.
Ifølge ham skal børne- og ungdomsforvaltningen finde en løsning på, hvor de pågældende elever så skal gå.
Er det en løsning at smide enkelte elever ud, hvis det er en kultur, der er et problem med?
- Det er jo ikke bare en kultur, der er jo også nogle bærere af den kultur. Det er jo det, vi skal kigge på, siger Søren Windell og understreger, at han ønsker en uvildig undersøgelse af forvaltningen i kommunen, da det ifølge ham ikke er første gang, at forældrene har råbt op.
Ifølge TV 2 News er byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet og Venstre enige i, at elever skal fjernes.
Henvendelser til politiet
Fyns Politi oplyser til TV2 Fyn, at man har modtaget tre henvendelser om vold og trusler mellem elever på Agedrup Skole sidste år, mens den også har modtaget henvendelser om to konkrete episoder i år.
De to sager fra i år omhandler fire unge, som har fået det dårligt efter indtagelse af det, der "formentlig er hash", skriver mediet.
Ifølge forældrene i brevet har der blandt andet været trusler med kniv ned til 4. klasse og indtag af alkohol og euforiserende stoffer. På forældregruppens liste over konkrete tilfælde af uacceptabel adfærd er også krænkelser af seksuel karakter samt vold og tæsk i anledning af, at børn fylder 11 år.
Plads til alle, men ikke al opførsel
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) siger i et skriftligt svar, at det er vigtigt for ham, at der skal være plads til alle børn i folkeskolen, men at der ikke skal være plads til al opførsel.
- Og vold og stoffer hører på ingen måder hjemme på en skole. Det skal mødes med sanktioner.
Ministeren gør det dog klart, at han ikke kender den konkrete sag, og at han heller ikke har fået læst brevet fra forældrene.
- Men jeg vil gerne gentage, at regeringen allerede er ved at se på, om der er behov for at stramme op på ordensreglerne. Før jeg trækker nye regler ned over hovedet på 1.300 folkeskoler, vil jeg dog gerne danne mig et overblik over problemets omfang og har derfor blandt andet rakt ud til landets kommuner, lyder det videre.
Ritzau har forsøgt at få et interview med Susanne Crawley Larsen. Men hun henviser til de svar, hun har givet til de lokale medier.
/ritzau/ak
Opdateret 7.08 med Søren Windells forslag om at fjerne eleverne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.