STEVNS: Et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF, Liberal Alliance, De Konservative og Moderaterne har indgået en budgetaftale for 2025-2028, hvor besparelser på den nære velfærd undgås, mens der heller ikke er plads til markante investeringer. Kun Enhedslisten og Nye Borgerlige står uden for aftalen.
17 ud af de 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer står derved bag aftalen, og det er den største tilslutning i 10 år, skriver Sjællandske Nyheder. I 2020 blev en skatteforhøjelse vedtaget, som nu kommer til gavn.
- Men den beslutning er direkte årsag til, at vi nu har haft 40 millioner kroner ekstra at arbejde med i budgettet, og det er medvirkende årsag til, at vi ikke har haft brug for at tage sparekatalogerne i brug på velfærdsområderne, siger både Anette Mortensen (V) og Bjarne Nielsen (LA) til Sjællandske Nyheder.
Det fremgår dog af budgetforliget, at det ikke er muligt at sænke skatten i den kommende budgetperiode.
Udvidelser og reduktioner
I 2025 er der et samlet kassetræk på 10 mio. kr., men der er en likviditetsforskydning, hvor der tilføres 10 mio. kr. pga. salg af en kommunalejet grund, og kassetrækket går derfor i nul. Der tilføres 1 mio. kr. i 2026, 0,4 mio. kr. i 2027 og 3,5 mio. kr. i 2028 til kassebeholdningen.
Hen over budgetperioden er der serviceudvidelser på 4,382 mio. kr. i 2025, 3,166 mio. kr. i 2026, 3,166 mio. kr. i 2027 og 3,166 mio. kr. i 2028. Derudover er der lov- og cirkulæreændringer på 5,030 mio. kr. i 2025, 4,965 mio. kr. i 2026, 5,770 mio. kr. i 2027 og 5,770 mio. kr. i 2028. Prioriteringsforslagene gennem de fire år giver en række reduktioner på 8,407 mio. kr. i 2025, 9,787 mio. kr. i 2026, 9,987 mio. kr. i 2027 og 10,187 mio. kr. i 2028.
Anlægsbudgettet er på gennemsnitligt 67 mio. kr. årligt i 2025-2028. Herudover nedbringer kommunen sin gæld med 20 mio. kr. årligt.
Læs om tidligere budgetforlig under temaet Budget 2025 her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.