
HADERSLEV: Det snart tidligere byrådsmedlem Mogens Rerup (ALT) er af en enig domsmandsret idømt 14 dages betinget fængsel for offentlig udhængning af fem kommunalt ansatte. Hans brøde blev af dommeren opsummeret som "stærkt nedsættende beskeder og udokumenterede påstande. Samlet set er det chikane", sagde han ifølge JydskeVestkysten ved domsafsigelsen.
De fem krænkede er fire chefer og en menig ansat, der i tidens løb er blevet kaldt "et gennemført ondskabsfuldt og modbydeligt menneske”, "ubegavede, pjok, inkompetente og rablende vanvittige" og mere af samme skuffe. Alle er omfattet af straffelovens §119, der omhandler forbrydelser mod "nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv", og overtrædelsen består i at krænke "en af de i §119 nævnte personers fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere den pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme".
Det har Mogens Rerup nu en dom ved Retten i Sønderborg for at have gjort. De 14 dage slipper han for at afsone, hvis han i et år afholder sig fra at gøre det samme igen. Han slipper dog ikke for et økonomisk eftersmæk, idet han blev dømt til at betale sagens omkostninger.
Ude af byrådet fra årsskiftet
Mogens Rerup ville ikke i retten tage stilling til, om han vil anke dommen. Den vil han først læse et udskrift af, sagde han.
Foruden det strafferetlige har Mogens Rerups dobbelte egenskab af byrådsmedlem og frivillig partsrepræsentant voldt Haderslev Kommune adskillige hovedbrud gennem årene. KL har været spurgt til råds, og fagforeningerne Dansk Socialrådgiverforening og HK indgik for snart to år siden en utraditionel alliance om at stå sammen med medarbejderne mod hans ageren.
Den del af problemet løses ved årsskiftet, idet Mogens Rerup med 244 personlige stemmer ud af i alt 370 stemmer til Alternativet end ikke var i nærheden af at blive genvalgt ved KV21. Hvis dommen står ved magt, vil han desuden være uvalgbar i tre år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.