KERTEMINDE: Byrådsmedlem Knud Ahrnkiel (løsgænger, eks-DF) må forlade byrådet i Kerteminde, efter at landsretten mandag stadfæstede en dom fra byretten på 60 dages betinget fængsel.
Nye valgbarhedsregler fra sidste år gør det til en ekspeditionssag at fjerne et byrådsmedlem, der idømmes frihedsstraf, uanset om den er betinget eller ubetinget. Det gælder fra endelig dom, og derfor var landsrettens afgørelse afgørende.
Knud Ahrnkiel blev dømt for at have opfordret til vold, da han i september 2018 i et Facebook-opslag kommenterede en artikel om et overfald i Kolding, som en gruppe unge mænd med mellemøstligt udseende angiveligt stod bag.
"Fantastisk med den kulturberigelse, men hvor er vores friske ungdom henne, bør I ikke finde sammen, bevæbne jer, og sammen en gang for alle fjerne den ondskab. Husk med ondt skal ondt fordrives," skrev Knud Ahrnkiel, som dengang var medlem af Dansk Folkeparti, men kort efter forlod partiet og blev løsgænger.
Den dømte politiker kalder i TV2 Fyn dommen en problematisk stækkelse af hans ytringsfrihed som politiker.
Selvom Knud Ahrnkiel må forlade byrådet i Kerteminde, får det ikke den store praktiske betydning. Allerede for to uger siden fortalte han nemlig borgmester Kasper Olesen (S), at han ville forlade byrådet, fordi han har købt hus i Nyborg, skriver Fyens Stiftstidende.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.