
Med overskriften 'Historien om en møgsag' bringer KL's nyhedsmagasin Danske Kommuner i dag et længere interview med administrerende direktør Kristian Wendelboe, der nu vælger at fortælle om en menig medarbejder i KL's Jura og EU kontor, der i oktober 2016 ringede og oplyste om 'et relativt højt forbrug på kontoret'.
Den implicerede kontorchef sagde op med det samme, og vicekontorchefen er der heller ikke mere, beskriver magasinet om sagen, der har ført til opstramninger og nye diætregler. 37 kuglepenne til 3.000 kr. - én til hver på kontoret - er en del af et overforbrug, KL ifølge Wendelboe ikke kan stå inde for.
Det fremgår, at der er tale om kontorchef Karsten Thystrup, som vi i november kunne fortælle havde sagt op med øjeblikkelig virkning efter Folkemødet 2016, da metroxpress var begyndt grave i hans bilag.
Ifølge avisen havde Thystrups sekretær bestilt tre sekspersoners sommerhuse til brug for tre medarbejderes overnatning - på et Folkemøde, hvor masser af deltagere vel og mærke er vant til at udnytte sommerhuse og private udlejninger til sidste madras.
Dobbeltafregninger
Avisens interesse afslørede også, at den nu tidligere kontorchef ifølge sine bilag både fik diæter og betalt småfornødenheder som for eksempel catering på færgen.
Kristian Wendelboe oplyser til Danske Kommuner, at KL efter den diætsag har endevendt praksis på det område - og blandt andet fundet ud af, at KL-medarbejdere i flere tilfælde både har kunnet modtage faste diæter og samtidig købe ind på deres KL-kreditkort i den tro, at det automatisk blev fraregnet diæterne. Det blev det ikke.
KL har fundet den type dobbeltafregninger for under 10.000 kr. de seneste par år - og ikke rejst krav om tilbagebetaling fra de pågældende.
Organisationen har nu samlet alle interne funktioner under en vicedirektør, så der er et samlet ansvar for økonomi og personale, samt ansat et par controllere mere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.