Dårligt dræn er ikke kommunernes ansvar

Af Søren Wium-Andersen

Landbrugets organisationer, NGO'er, optræder som advokater for deres medlemmer. Enhver advokat vil gerne vinde den sag, han står for. Derfor udvælges argumenter med omhu for at nå målet. Ikke for at nå sandheden. Derfor dominerer ideologi og retorik mange af landbrugets diskussioner om miljø, og der mangler faktuelle oplysninger i landbrugets fremlæggelser. Diskussionen om vandløbsvedligeholdelse er et godt eksempel herpå.

Landbrugets krav om ændret vandløbsvedligeholdelse har været ligeså vedholdende som regnen i efteråret. Der har såvel i pressen som i TV været indlæg om monsterregnen. De to NGO'er, 'Landbrug og Fødevarer' og "Heden og Fjorden", havde i oktober foretræde for Folketingets Miljøudvalg og præsenterede her to indlæg, som skulle påvise landbrugserhvervets behov for yderligere offentligt betalt vandløbsvedligeholdelse. Præsentationerne var garneret med billeder af oversvømmede marker med korn og kartofler.

Landbruget har ikke drænet
Hvad de to organisationer ikke oplyste er, at én af deres egne organisationer, 'Dansk Landbrugsrådgivning' i 2010 udsendte publikationen 'Generelt om dræning', der påviste et behov for vedligeholdelse/omdræninger af 20.000 hektar om året. I artiklen blev det nævnt, at i de sidste fem år før dræntilskuddet faldt bort i 1989, blev der i gennemsnit omdrænet 4860 hektar om året. Siden 1989 er der næppe blevet omdrænet mere end gennemsnittet for de sidste fem år inden tilskuddet faldt bort. Derfor er der nu er mindst 345.000 hektar landbrugsjord, der trænger til omdræning. Det svarer til næsten 27 pct. af det drænede landbrugsareal på 1,4 mio. ha. I stedet for at gennemføre omdræningen skyder landbruget nu på kommunalbestyrelsernes vandløbsvedligeholdelse for at undgå selv at komme til lommerne.

En anden årsag til oversvømmelserne er opdyrkningen af 150.000 hektar brakarealer for et par år siden. En stor andel af den jord var moser, kær og vandlidende enge, som landmændene havde tilmeldt brakordningen, fordi dyrkningssikkerheden var og fortsat er for ringe. For at opretholde EU-tilskuddet er landmændene nu begyndt at dyrke disse jorder. Disse arealer kan vanskeligt drænes og bør fortsat henligge som våde enge til glæde for naturen.
Det er altså hverken kommunens ansvar eller samfundets skyld, at dårligt drænede marker og tidligere vandlidende brakmarker står under vand. Det er mangel på rettidig omhu.

Kommer landbruget igennem med en ændret vandløbsvedligeholdelse evt. ændrede regulativer med nye og endnu lavere bundkoter for vandløbene, vil det mange steder i Jylland resultere i nye okkerproblemer, når jernholdige lag blotlægges i forbindelse med dræningerne. Dette forhold glemte landbrugets organisationer at oplyse Miljøudvalget om. Konsekvenserne af nye okkerforureninger vil være betydelige for faunaen og floraen i åerne og kan naturligvis ikke forbigås i tavshed.

CO-2 frigivelsen fra lavbundsjorder er glemt
Mange af de jorder. der nu ønskes afdrænet til vandløb med nye og lavere bundkoter, er sunket sammen gennem de sidste tiår. Det er en proces alle har kendt til, og som tydeligt viser sig ved at afløbsbrøndene rejser sig over de omliggende marker. Får landbruget lov til at sænke vandløbsbunden i de eksisterende vandløb, så vil det resultere i, at nye store mængder af organisk stof bliver mineraliseret med meget store frigivelser af CO2 som resultat. I en tid, hvor der allerede er sat spot på landbrugets CO2 regnskaber, findes det ejendommeligt, at dette aspekt ikke er blevet fremlagt åbent overfor Miljøudvalget.

Det havde klædt landbrugets organisationer at fremlægge et konsolideret billede af konsekvenserne af at sænke vandløbene under de nu gældende koter. For konsekvenserne af såvel okkerfrigørelsen er betydelige, og CO2 frigivlsen fra nydrænede områder vil øge landbrugets i forvejen ganske store CO2 problem. Var disse forhold samt oplysningerne om de manglende omdræninger blevet fremlagt objektivt, så kunne diskussionerne om en ændret vandløbsvedligeholdelse gennemføres på et oplyst grundlag. Det sker ikke nu.


Søren Wium-Andersen, Hillerød