De samme 25 personer foretog 62 procent af opkaldene til telefonrådgivningen Livslinien over en periode på to et halvt år. Det viser en analyse af godt en halv million opkald til Livslinien mellem 2019 og 2022, skriver Politiken.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Australian & New Zealand Journal of Psychiatry.
De 25 personer brugte en tredjedel af rådgivningstiden i perioden, viser studiet.
Hos Livslinien sidder en række særligt uddannede rådgivere og besvarer opkald fra selvmordstruede personer. I 2025 havde Livslinien 25.500 rådgivningssamtaler, skriver Politiken.
Rådgiverne har dog ikke ressourcer til at besvare opkald fra alle, der taster 70 201 201.
Det betyder, at kun en brøkdel af opkaldene bliver besvaret, og at de hyppige brugere bruger tid fra tusindvis af andre mennesker, der også ringer ind.
Rokker ved etisk grundpille
Livsliniens direktør, Jeppe Kristen Toft, påpeger først over for Politiken, at alle har ret til at række ud og blive mødt, og at rådgivningen ikke vil blokere for personer, der er i krise.
Men efter at have tænkt over sagen vender han tilbage til avisen.
- Det kan godt være, at vi skal afvige en af vores etiske grundpiller her. Vi er nødt til at genoverveje, om nogle personer måske ikke skal have samme adgang til os, og at vi måske skal begrænse dem på en eller anden måde for at give adgang til endnu flere, siger han.
I nogle lande blokerer man opkald fra nogle af de hyppigste brugere, så de ikke kan ringe igen, hvis de har modtaget rådgivning, skriver Politiken.
Som led i en ny psykiatriaftale fik Livslinien i 2023 en permanent bevilling, så den holdes åben døgnet rundt. Indtil da havde rådgivningen flere gange været lukningstruet.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), der præsenterede aftalen i 2023, svarer i et skriftligt svar til Politiken, at "det, at der er få personer, som ofte ringer til Livslinien, må ikke betyde, at vi lukker ned for muligheden".
Hun kalder det dog også fornuftigt, at Livslinien arbejder på forskellige initiativer, der kan øge antallet af personer, der kommer igennem til rådgivningen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














