Forsker om borgernes forventninger:
"Jeg er bekymret for vores fremtidige universelle velfærdssystem"

Borgernes forventninger til kommunerne er vokset markant gennem en årrække – og det skaber et stigende pres på den kommunale velfærd. 

Ifølge Ulrik Kjær, kommunalforsker og professor ved Syddansk Universitet, skyldes det blandt andet, at kommunerne igen og igen løser den ene udfordring efter den anden, fortæller han fra årets Kommunal Økonomiske Forum i Aalborg.

- Hver gang der dukker et nyt problem op, har vi fundet ud af, at kommunerne er et godt sted at lægge opgaven. De er driftssikre, innovative og kan tilpasse sig lokalt. Men når man gør det over mange år, skaber det også forventninger, siger han.

Resultatet er, at mange borgere i dag ser kommunen som den naturlige problemløser, uanset om det handler om affald, ensomhed blandt unge eller snedækket veje.

- Som borgere er vi blevet rigtig gode til at tænke på kommunerne som dem, der kommer og hjælper os, når noget er tæt på vores eget liv, der ikke fungerer, siger Ulrik Kjær.

Netop dette er også en pointe, som Susanne Ekman, forsker og lektor ved RUC, har set i sin forskning:

- De mønstre, jeg ser er, at man i forsøget på ikke at skuffe sætter man ting i værk, som er urealistiske. Vi har etablerede en bane, hvor forventinger er så høje, at alle spiller er sat med en præmis om, at de vil svigte og vil blive svigtet, siger hun og påpeger, hvordan det afføder flere problematikker og svigt, fordi de borger, der har mest behov for hjælp ender med at gå under radaren.

Hun mener, at kommunerne har fået kridtet banen op på sådan en måde, at vi i forsøg på at løse det uendelige mister evnen til at løse det grundlæggende.

Forventningspres på godt og ondt

Forventningspresset kan ikke kun ses som negativt, men som et udtryk for en stor tillid til kommunerne, forklarer Ulrik Kjær.

- Hvis jeg var kommune, ville jeg være glad for, at borgerne havde så store ambitioner på mine vegne. At de tror, jeg kan klare både corona, stigende havvand og alt muligt andet. Det er et luksusproblem, siger han.

Men luksusproblemet kan hurtigt tippe, hvis kommunerne ikke kan leve op til borgernes forventninger. 

- Så bliver det pludselig fortællingen om nedslidte skoler eller en ældrepleje uden tid til den lille snak. Når der opstår ubalance, er det de billeder, der sætter sig, siger han.

Hos Susanne Ekmann er bekymringen for, hvor vi er på vej hen mere tydelig.

- Jeg er bekymret for vores fremtidige universelle velfærdssystem. Vi skal turde have den svære samtale, som handler om at redefinere kontrakten. Vi har alle et ansvar for, hvordan vi fordeler afsavn og tab, siger hun. 

Ulrik Kjær er enig i, at det handler om at dæmpe borgernes forventinger, for det, at levere dårligere service er nok ikke vejen frem, mener han.

Men det kan være en udfordring at sænke borgernes forventninger, fordi det skal gøres på det helt rigtige tidspunkt.

- En valgkamp er et elendigt tidspunkt at gøre det på, påpeger han.

Men det er heller ikke nemt i perioder med høj beskæftigelse og god økonomi at forklare borgerne, at servicen ikke kan udvides yderligere.

- Men på et tidspunkt er man nødt til at overveje, om alle opgaver reelt er kommunale opgaver, siger han.

Mellemregninger til borgerne

En vigtig del af løsningen er større åbenhed om de prioriteringer, kommunerne foretager, og hvad det konkret betyder, forklarer Ulrik Kjær.

- Man er nødt til at give borgerne mellemregningerne. Vi kan godt korte sagsbehandlingstiden ned, men så koster det noget andet. Eller vi kan godt give flere penge til idrætsfaciliteter, men så er der noget andet, der ryger, siger han.

Forventninger handler ikke kun om serviceniveau, men også om tempo, understreger han. For eksempel forventer mange, at sneen er ryddet med det samme, eller at kommunen står klar med fuld kapacitet, når noget uventet sker.

- Vi forventer, at kommunen står standby og er klar den dag, vi får brug for det, siger han.

Når forventningerne løber fra ressourcerne, kræver det også, at nogen tager den upopulære rolle og siger fra.

- Der skal nogle kedelige, sindige typer til, som også snakker lidt ned en gang imellem. Det er også kommunalpolitikernes pligt at sige, at det er svært, og at der ikke er råd til det hele, siger han.

Ifølge ham er det en nødvendig – men ofte utaknemmelig – del af det kommunalpolitiske ansvar.