
Et praksisnært læringsforløb - døbt Demensrejseholdet - skal give medarbejdere i ældreplejen kompetencer til at styrke både pleje og omsorg for mennesker med demens. Ambitionen er, at det på sigt skal nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens.
Og nu har 12 ansøgere, herunder otte kommuner og tre friplejehjem, fået støtte til læringsforløbet. Der er tale om København, Allerød, Langeland, Hvidovre, Rødovre, Fredericia, Nordfyn og Kerteminde Kommuner. Der bliver givet op til 60.000 kr. i tilskud per plejehjem. Flere kommuner har tidligere fået hjælp af Demensrejseholdet, og i år er alle 12 ansøgninger til i alt 1.440.000 kroner fra kommuner og friplejehjem imødekommet.
Det glæder ældreminister, Mette Kierkgaard (M).
- Der er brug for kompetencer og socialfaglige metoder i plejen over for mennesker med demens for at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin, og derfor glæder det mig, at flere kommuner og private plejehjem har lagt billet ind på demensrejseholdsforløb, og at vi har kunnet imødekomme alle ansøgninger, siger hun og tilføjer:
- En evaluering viser, at forløbene nytter. Der bliver udskrevet mindre medicin.
Høje forventninger
Også ude i de respektive kommuner ser man frem mod det kommende læringsforløb. I Kerteminde Kommune, hvor man har modtaget 180.000 kr. til forløb i både sygeplejen og hjemmeplejen, forventer man, at forløbet vil nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin.
Og noget kunne tyde på, at det ikke er en helt urealistisk målsætning. En evaluering fra Sundhedsstyrelsen af Demensrejseholdene, som blev offentliggjort i sommer, viste nemlig, at andelen af beboere, der får udskrevet antipsykotika, i gennemsnit faldt fra 26 procent til 21 procent under forløbene, og i perioden efter forløbene faldt forbruget yderligere.
- Vi har et håb om, at borgere med en demenssygdom så længe som muligt bevarer et aktivt og godt hverdagsliv. Vores deltagelse i projektet skal sætte fokus på praksisnær læring og refleksion i hjemme- og sygeplejen. Vi forventer gennem vores deltagelse i projektet blandt andet at styrke vores dialog med de praktiserende læger, så forbruget af antipsykotisk medicin falder, siger Bettina Brøndsted, der er velfærdsdirektør i Kerteminde.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.