
RANDERS: Der er lange udsigter til, at det, der lige nu betegnes som en miljøkatastrofe, stopper. Det kan således komme til at tage et til to år, før at jordskreddet ved Nordic Waste i Randers stopper. Det viser en ny rapport udarbejdet af Cowi for Randers Kommune. Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
Rapporten viser også, at cirka tre millioner kubikmeter jord kan være i bevægelse hos Nordic Waste. Først når mellem 0,7 og 1,5 millioner kubikmeter jord er løbet ud fra området, vil jordskreddet stoppe.
Rapporten er et billede på, at det, der lige nu foregår i Randers, er "hinsides noget, vi har prøvet før", siger miljøminister Magnus Heunicke (S) til DR tirsdag aften.
- Rapporten viser også, at det ikke stopper lige med samme og heller ikke af sig selv. Derfor skal indsatsen fortsætte, siger han til mediet.
Der er dog ikke kun dårlige nyheder i rapporten. Undersøgelsen viser også, at det er muligt at styre jordskreddet. Jordskreddets hastighed er allerede faldet til et sted mellem 0,3 og 0,4 meter i timen. Det svarer til mellem 7,2 og 9,6 meter i døgnet.
Jordskreddet har stadig retning mod Alling Å. Det kan udvikle sig til en miljøkatastrofe, hvis den forurenede jord fra Nordic Waste når ud i åen, der udmunder i en gren af Randers Fjord.
Ølst By skal sikres
Det viser sig også, at der er flere steder, der kan blive ramt, hvis ikke man fortsætter arbejdet ved skredet.
Der lægges op til, at der skal foretages en kontrolleret opfyldning, "hvor bevægelsen kontrolleres løbende med gravemaskiner, dumpers og dosere". Det skal forhindre, at jordskreddet rammer Ølst By.
- Rapporten fortæller alvorligheden af situationen, der først handlede om at redde Alling Å, men på den længere bane også handler om, at vi skal holde jorden tilbage fra Ølst By. Det fortæller rapporten også, at vi kan lykkes med, siger borgmester Torben Hansen (S).
Tidligere tirsdag skrev DR, at Folketinget har afsat 205 millioner kroner for at afværge de miljømæssige konsekvenser ved jordskreddet. Pengene fra Folketinget skal ifølge DR række, hvis ikke virksomheden stiller med økonomisk sikkerhed.
Samtidig har Miljøstyrelsen sendt påbud i høring til Nordic Waste. Nordic Waste bekræfter over for Ritzau, at virksomheden har modtaget materiale fra Miljøstyrelsen.
- Det kigger vi nu igennem, oplyser Nordic Waste, der ikke har yderligere kommentarer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.