
Det går den forkerte vej med danske børn og unges læsefærdigheder, og samtidig er lysten til at læse i fritiden faldende. Denne udvikling har en række af landets vigtige aktører inden for uddannelses-, bog- og læseområdet sat sig for at vende og er gået sammen på tværs af offentlige og private skel.
Charlotte Svendstrup Paaskesen, direktør i Dansklærerforeningen og en del af Ordet Fanger fortæller:
- I den seneste Pisa-måling slog en tredjedel af de 15-16 årige elever fast, at de ikke kan lide at læse. Det er naturligvis alarmerende tal, for vi ved fra undersøgelser, at lystlæsning netop er en af nøglerne til bedre læsefærdigheder. Ved at sætte fokus på højtlæsning for de helt små børn kan vi være med til at sikre, at læsning bliver en naturlig del af børnenes hverdag. Hermed vil det være langt mere sandsynligt, at børns lyst til at læse hænger ved - også når de bliver 15-16 år. Lykkes det, afhjælper vi et stigende samfundsproblem.
DM i højtlæsning skal få forældrene i gang
Den første kampagne i læseprojektet Ordet Fanger skydes i gang i dag med DM i højtlæsning, hvor Danmarks bedste højtlæser blandt forældre skal findes. Dertil har Ordet Fanger skabt hjemmesiden www.ordet-fanger.dk, hvor forældre og børn får adgang til et helt nyt læseunivers, der indeholder boganmeldelser af børn til børn, gode råd om højtlæsning til forældre, videoer, eventkalender og en database med flere tusinde børnebøger samt mulighed for at indgå i dialog med nogle af Danmarks mest kendte forfattere. Det er også på hjemmesiden, at man kan læse mere om, hvordan man tilmelder sig DM i højtlæsning samt få information om andre aktuelle konkurrencer.
- Vi vil gennem en række nye initiativer gøre det både sjovere og lettere at læse højt for sine børn. Vi vil sætte fokus på læsning i boghandlen, i supermarkedet, i toget, i skolen og ikke mindst på landets biblioteker, hvor der i de næste par måneder vil være arrangeret lokale og utraditionelle events i samarbejde med vores ambassadører. Vil forsøge at være så mange steder som muligt og minde forældrene om, at det bedste råd du kan give dit barn, er et ordforråd, siger Lars Møller, initiativtager til Ordet Fanger.
Kendte danskere vil løbende optræde som ambassadører for Ordet Fanger.
Dansk OrdforRåd
Sammenslutningen bag Ordet Fanger kalder sig for Dansk OrdforRåd, og bag det privat-offentlige samarbejde står vigtige organisationer som Dansklærerforeningen, Nationalt Videncenter for Læsning, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Skolebiblioteker, Dansk Forfatterforening og Styrelsen for Bibliotek og Medier. Helt utraditionelt er også en række af de store forlag samt de største detailkæder med i sammenslutningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.