Det er godt med jer eksperter - vi gør hvad der passer os

Af Paul Hegedahl

'Forskernes stemme i debatten er ikke sød musik. Det er det gode ved det. Forskerne stemmer ikke sammen, og det, de siger, stemmer så godt som aldrig overens med dem, der synger i kor. Det er netop derfor, deres stemme betyder så meget for demokratiet. Det afgørende er ikke, at de ved bedre hver for sig, men at de tilsammen er med til at nuancere og kvalificere den demokratiske debat. Forskeren stiller sin ekspertise til rådighed, vel vidende, at den er afgrænset. Forskeren er nemlig bevidst om sine forudsætninger, synsvinkel og antagelser og intet mod at synliggøre alt dette, tværtimod - det er ved at drøfte tilgang, metoder, hypoteser og resultater med andre, at man sikrer kvaliteten af sit arbejde. - - - Koblingen til fagkolleger, til andre discipliner, til hele samfundet er afgørende for enhver faglig udvikling. - - - Debatten skal sikre den bedste forståelse og de bedste løsninger. Imidlertid bør debatten være så kvalificeret som muligt. Derfor bør man ikke anfægte eksperternes rolle, selv om det skal være mere end acceptabelt at anfægte eksperternes dom.'

- Professor Dominique Bouchet, Syddansk Universitet, Odense: 'Forandringer af betydning for det danske samfunds fremtid'; Forlaget Afveje, Ørbæk 2009.

I de seneste år bliver kontroversen, den tilsyneladende kløft, mellem politikerne - især landspolitikere og regering - og eksperter stadig tydeligere. Vi ser det næsten hver dag i medierne, dagspressen og tv, hvor eksperter på en række områder bliver bedt om at udtale sig om politikernes forskellige forslag, konkrete love og forordninger - og meget ofte også deres adfærd og handlinger. Som regel bliver kommentarerne fra eksperterne affærdiget temmelig omgående.

Vi ser det også, når regeringen nedsætter den ene kommission efter den anden, hvor eksperter skal komme med indstillinger og forslag, som så meget ofte ikke bliver taget til følge, men hvor man i stedet vælger at følge politikernes og deres embedsmænds egne oprindelige ønsker til ændringer.

Det virker uproduktivt og vel egentlig også bekymrende, at det er kommet dertil. Hvordan er det sket? I sin tale på Venstres landsmøde den 24. november 2009 sagde statsminister Lars Løkke (V)): 'Vi kan ikke alene overlade det til ekspertkommissioner at modne de svære beslutninger. Vi skal påtage os et ansvar selv. Vi skal gøre op med dogmer og hellige køer.' Men, allerede hans forgænger Anders Fogh Rasmussen sagde i sin nytårstale til danskerne i 2002: ' - - - Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.
I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder.
Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.
Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.
Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte. Men det mest nødvendige er at sikre penge til sygehusene, de ældre og andre kerneydelser. Så må mindre vigtige formål vige.
Et moderne velfærdssamfund bygger på et rummeligt fællesskab. Et fællesskab, hvor der er plads til personlig udfoldelse. - - -'

Bemærk det retoriske (ja, hvad skal man kalde det? Kneb, fif), hvor der sættes lighedstegn mellem 'såkaldte' eksperter og det negative begreb 'smagsdommere' - oven i købet 'statsautoriserede smagsdommere', som både er tyranner og ønsker ensretning. Det er da muligt, at nogle eksperter har nogle mindre ønskelige personlige egenskaber - men vel næppe i større udstrækning end politikerne, hvor nogle har mantraet 'der er ikke noget at komme efter' og flere åbenlyst ønsker samfundet indrettet efter knap så rummelige regler.

Hvad er en ekspert?
Men, vi kan da lige se på, hvad er definitionen på en ekspert? Der findes mange farverige forklaringer på, hvad en ekspert er. En af disse er: 'Ekspert: specialist der ved alt om noget og intet om alt andet', af Ambrose, Gwinnet Bierce (1842-1914), amerikansk journalist og forfatter; og ‘En ekspert er en, som ved mere og mere om mindre og mindre, indtil han til sidst ved alt om ingenting', af Nicholas Murray Butler (1862-1947), amerikansk akademiker, president Columbia University og Nobelfredsprismodtager 1931.

Vi kan også holde os til den mere nøgterne definition 'eks'pert -en, ' (latin, ex'pertus erfaren pp af expe'riri prøve) person m. ganske særlig indsigt på bestemt område, sagkyndig på grundlag af forskning og beskæftigelse.' Og som det siges, en person der er almindelig anerkendt som en troværdig kilde af vedkommendes ligemænd og offentligheden.

Følger man debatterne på en række områder, er det særdeles tydeligt, at mennesker, der betragtes som eksperter på samme område, langt fra altid er enige - men som regel kan drøfte uenigheden på en konstruktiv måde.

Hvis vi så lige for god ordens skyld ser på definitionen af en smagsdommer, lyder den - ifølge Wikipedia - således: 'En smagsdommer er en person, der (berettiget eller uberettiget) tilskrives en grad af faglig ekspertise, og som derved påvirker andres valg indenfor det pågældende område; det kaldes smagsdommeri. Ordet i de seneste år fået en negativ klang, da det ofte er svært at skille faglig kompetence fra holdninger, men smagsdommeri er ikke et udtryk for eksperters udtalelser i almindelighed. Ekspertudtalelser betegnes først som smagsdommeri, når eksperten går fra neutrale faglige observationer til anbefaling af en bestemt politik.' Det lyder som om der er større slægtskab mellem politikere og smagsdommere end mellem eksperter og smagsdommere. Man kan vel også i al fredsommelighed spekulere over, om indførelsen fra politisk hold af bl.a. en kulturkanon og en demokratikanon egentlig ikke er et udtryk for smagsdommeri?

Lidt historik
Det er interessant - og vel så også lidt selvmodsigende - at der i den nuværende regerings hidtidige virke absolut ikke har været mangel på nedsatte kommissioner og ekspertråd. Alene i Anders Fogh Rasmussen III blev der skrevet 29 nye kommissioner og råd ind i regeringsgrundlaget. Men, det er så ikke det samme som, at rådene og forslagene bliver anvendt. Lars Trier Mogensen lister den 14. oktober 2009 de ekspertråd, der i de senere år har fået de fleste reformforslag fejet bort som ufolkelige og derfor 'politisk tonedøve': Velfærd (2005), Globalisering (2006), Familie- og arbejdsliv (2007), Skat (2009), Forebyggelse (2009), Arbejdsmarked (2009), Ungdom (2009). Til denne liste kan bl.a. føjes miljøministerens afvisning af eksperters råd om lukning af gamle vandværker og regeringens udspil 'Grøn vækst', der ignorerer udmeldingen fra landets syv miljøcentre, der ifølge 23 konkrete vandplaner konkluderede, at en reduktion på 19.000 ton, svarende til 30 procent, langtfra er tilstrækkeligt.

Et eksempel på denne afvisning af en ekspertkommissions arbejde er planerne om at nedsætte den kriminelle lavalder. Alle, ikke blot eksperter, men mennesker, der snarere kan betegnes som mennesker med stor praktisk erfaring og indsigt, fra fængselsinspektører, fængselsbetjente og forsvarsadvokater til Danmarks rigsadvokat og dommere er imod forslaget. Vestre Landsret og Den Danske Dommerforening foreslår, at regeringen overvejer det endnu en gang. De ser gerne, at Straffelovrådet undersøger sagen og udtaler sig først. Politiforbundet finder det relevant at drøfte den kriminelle lavalder.

Hele kontroversen omkring dette arbejde gennemgås grundigt i Peter Jørgensen: 'Eksperter: I håner jeres egen kommission', Politiken, 5. oktober 2009. Bl.a. siger socialrådgivernes formand, Bettina Post: 'Hvorfor xxxx bestiller man en grundig videnskabelig rapport, når man gang på gang ignorerer dens konklusioner? - - -. Jeg er simpelthen så træt af, at vi skaber politik på følelser og ikke på viden. Ungdomskommissionen skriver helt klart, at jo yngre man kan straffe, jo større risiko er der for, at de unge får en kriminel karriere på længere sigt. Det er simpelthen til at lægge sig ned og græde over, at man ikke lytter til dem. - - - Man opretter kommissioner og beder dem om at være grundige i deres arbejde. Så kommer konklusionen på en gennemarbejdet videnskabelig rapport, og så siger man ja ja, det er meget godt med jer eksperter, men vi gør bare noget andet alligevel.'

Men regeringen er ikke alene i denne holdning til eksperter. Lars Trier Mogensen skriver f.eks. i Politiken 7. oktober 2009: 'Partierne gider ikke høre på sagkundskabens råd. - - - Desværre er den politiske debat sunket sammen på tværs af partiskel. - - - tidens dagsorden styres af bekvem fokusgruppepolitik - og ikke af de væsentlige samfundsproblemer, som regeringens egne fagkommissioner ellers har præsenteret pædagogisk og konkret i rapport efter rapport.'
Man kan jo iagttage oppositionens afvisninger af sagkyndiges kritik af/konstruktive forslag til dens oplæg til politiske ændringer.

Ja, en eksperthøring er naturligvis kun vejledende
Når Folketinget behandler f.eks. ny lovgivning, bliver juridiske sagkyndige som hovedregel indkaldt til eksperthøringer. I et interview med Denice Liv Palmelund Osborg: 'Politikerne ignorerer juridiske eksperter'; DJØF Bladet nr. 2, 29. januar 2010 i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte Uropakke siger professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Henrik Palmer Olsen: I Danmark har vi en fast praksis for, at Folketinget sender lovforslag i høring hos juridiske eksperter; men i sidste ende er det politikerne, der sætter dagsordenen i det danske demokrati. Vedtagelsen af et lovforslag er en politisk beslutning. Politikerne er ikke forpligtiget til at følge ekspertudsagn. De bestemmer selv, hvordan de vil håndtere et bestemt område eller en bestemt situation.' Og han siger desuden, at man ikke kan udelukke, at Uropakken er et eksempel på, at politikerne prioriterer politiske budskaber højere end sagkundskabens viden. 'Man kan sagtens forestille sig nogle situationer, hvor det for en politisk gruppering, der har et flertal i Folketinget, kan være vigtigere at få vedtaget et lovforslag end at erkende, at forslaget er problematisk.'

I samme artikel siger Tom Behnke, MF (K), at Uropakken er baseret på en politisk holdning: ‘Vi er politikere, og det er vi, fordi vi har holdninger til ting. Og er der uenighed mellem det juridiske og det politiske, så vinder det politiske.'

Professor Jens Elo Rytter, det juridiske fakultet, Købehavns Universitet, med speciale i Menneskerettigheder - særligt samspillet mellem national og overnational europæisk menneskerettighedsbeskyttelse og -udvikling, er ikke i tvivl om, at juristernes indflydelse på dansk lovgivning er blevet mindre: 'Man lytter mindre til eksterne eksperter, og samtidig har den juridiske sagkundskab inde i centraladministrationen mindre at skulle have sagt end tidligere. Jeg tror, at der er en stærkere politisering af den interne sagkundskab i systemet.' og han betegner det som en problematisk tendens. I en lang række artikler, hvoraf nogle kan findes som supplerende links nedenfor, gås der stærkt i rette med denne tendens - både set fra et juridisk og et moralsk synspunkt. Der tales om, at politikerne bevidst tager afstand fra eksperter for at virke folkelige. Man kan også se eksempler på, at der ses bort fra ekspertkommissioners forslag, hvis nogle partier ønsker at indgå studehandler i forbindelse med f.eks. vedtagelse af finansloven o.lign.

Nogle iagttagere mener, at denne politiske reaktion mod eksperter skyldes, at politikerne er bedre uddannet end befolkningen generelt og derfor ønsker at virke folkelige. Man kan måske også se det som udtryk for, at mange af dagens politikere - folketingspolitikere - måske nok har en eller anden form for uddannelse, men aldrig har brugt den til noget og samtidig heller ikke har nogen erfaring fra praksis, så de befinder sig i en form for ingenmandsland, hvor der ikke er en konstruktiv kontakt med hverken virkeligheden eller forskningen.

Politiske hensyn sættes over faglig viden og erfaring
Historisk set har der her i landet altid været en samklang mellem politikere og eksperter, når det handlede om større politiske projekter, der skulle skabe udvikling og bane nye veje for et harmonisk samfund. Både når det handlede om økonomi og jura og sociale foranstaltninger. Man lyttede til hinanden. Det var vel reelt det, som Anders Fogh Rasmussen efterlyste i sin nytårstale 2002: Et rummeligt fællesskab.

I dag er dette fællesskab øjensynligt snarere et samfund delt op i fraktioner. Ekspertviden betragtes som udtryk for nogle holdninger, ikke som en indsigt, samfundet har investeret i at få skabt til fælles nytte - men blot som nogle andre meninger og holdninger, som man nærmest betragter som en form for opposition. Og de bliver så ikke så sjældent fejet af bordet. Helt naturligt og menneskeligt kan sådanne afvisninger medvirke til at eksperterne - måske forholdsvis ubevidst - fremsætter deres meninger, som mange af dem dagligt bliver bedt om at fremsætte i medierne i mere firkantede og skarpe vendinger, end de normalt ville gøre, for at trænge igennem og blive hørt - og så bliver fronterne trukket endnu mere uforsonligt op. Ingen af parterne - frem for alt politikerne, der har så meget spil - ønsker at stå som 'taberne' i diskussionen. Set fra eksperternes side er disse politiske hensyn ofte meget kortsigtede med det resultat, at allerede efter få år, skal der repareres på lovgivningen - det bliver så forklaret som noget, der er kommet helt uforudset ude fra.

Ærlighed og flerstemmighed efterlyses
Indledningsvis definerede vi en ekspert. Det kan være passende at slutte af med en af definitionerne på en politiker. Dem er der faktisk 20 gange så mange af, som af definitioner af en ekspert. Ikke alle er lige elskværdige - og vel heller ikke lige rammende. Her nøjes vi så med en karakteristik givet af en af de helt store politikere gennem tiderne, Winston S. Churchill: 'En politiker med succes må kunne forudsige, hvad der sker i morgen, om en uge og om et år - og samtidig være i stand til at give en plausibel forklaring på, hvorfor det ikke skete'. Og den mere saglige definition ifølge Gyldendals Fremmedordbog er ikke overraskende 'en person der tager aktiv del i politik', og under politik bl.a. 'gruppers varetagelse af egeninteresser'.

I 'Forandringer af betydning for det danske samfunds fremtid' citerer Dominique Bouchet den store humanist fra renæssancen Michel de Montaigne (1533-1592): 'At lyve er en virkelig hæslig vane. Det eneste, der gør os til mennesker, og som knytter os sammen, er ordet'. Og Dominique Bouchet siger: 'Det har den store mester ret i: ærlighed og debat, ærlighed i samværet gør en forskel'. Og her kan man så tilføje, at Michel de Montaigne jo betragtes som unik, når det gælder 'essais'. På fransk er essai en flertydig term = eksperiment, stillen på prøve, forsøg, øvelse, mm.

Det vil være til gavn for samfundet og en positiv udvikling, hvis den åbenlyse kløft mellem politikerne og eksperterne på de mange områder fik lov til at forme sig som en flerstemmig demokratisk debat med gensidig respekt og med fælles mål i et rummeligt fællesskab -
i stedet for den i dag næsten automatiske reaktion med afvisning af eksperter, der stopper videre diskussion.

Supplerende links
Paul Hegedahl: '26 forskerbud på samfundets forandring - og det er ikke korsang'.
Anmeldelse af Dominique Bouchet (red.):'Forandringer af betydning for det danske samfunds fremtid'; Forlaget Afveje, Ørbæk 2009.

Julie Ring-Hansen Holt: 'Minister ignorerer eksperter: Vi lukker ikke gamle vandværker',
Ingeniøren, 20. september 2010.

Denice Liv Palmelund Osborg: 'Politikerne ignorerer juridiske eksperter';
DJØF Bladet nr. 2, 29. januar 2010.

Per Michael Jespersen: 'Eksperter? Dem ignorerer man da!.
Politiken, 13. november 2009.

Lars Trier Mogensen: 'Fagidioterne er de nye folkefjender. En ny politisk rindalisme breder sig: Politikerne tager afstand fra eksperter for at virke folkelige.
Politiken 14. oktober 2009.

Leder: 'Dansk politik er verdensfjern. Partierne gider ikke høre på sagkundskabens råd'. Politiken, 7. oktober 2009.

Peter Jørgensen: 'Eksperter: I håner jeres egen kommission',
Politiken, 5. oktober 2009.

Anne Lykke, 'Grøn Vækst ignorerer eksperters skrappe kvælstof-plan',
Ingeniøren, 16. juni 2009.