Det utilgængelige IT-samfund - mellem monopol og misforståelser

Af Lars Ballieu Christensen

Lad mig starte denne kronik med tre hypoteser: (1) Hvis man tænker sig lidt om så rummer informationsteknologien en lang række muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser, fx i form af selvhjulpenhed og uafhængighed. (2) Hvis man ikke tænker sig om når man implementerer IT- og web-baserede løsninger, er der stor sandsynlighed for at løsningerne vil skabe barrierer snarere end muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser. (3) Hvis man vil have borgerne til at betjene sig selv og udnytte mulighederne for bl.a. selvbetjening, download af blanketter og bestilling af informationsmaterialer, så er det er god idé at sikre sig, at borgerne rent faktisk kan anvende løsningerne.

Inden jeg vender tilbage til disse hypoteser i en dansk kontekst, vil jeg gerne vende blikket mod EU:
De tre hypoteser var netop baggrunden for at EU kommissionen besluttede, at digital tilgængelighed skulle være en central del af EU's eEurope vision, som blev lanceret på topmødet i Lissabon i 2000. Visionen for eEurope - et informationssamfund for alle - var bl.a. at sikre konkurrenceevne og velfærd gennem en række digitale tjenester som bl.a. eGovernment, eHealth og eLearning. Da man samtidig skønnede at ca 15 pct. af den europæiske befolkning har funktionsnedsættelser, som påvirker deres IT-brug, var man fra starten klar over at digital tilgængelighed var en helt nødvendig forudsætning.

Digital tilgængelighed handler om at sikre at flest mulige mennesker i flest mulige situationer og fra flest mulige teknologiske platforme har adgang til digitale tjenester. Lige som med den fysiske tilgængelighed, baserer den digitale tilgængelighed sig på, at man overholder en række anerkendte design- og konstruktionsprincipper når man skaber nye løsninger. Konkret betyder det bl.a., at man skal kunne benytte et netsted uden at kunne anvende en mus, at billeder og andre illustrationer skal være beskrevet med alternative tekster og at brugerne skal kunne anvende deres eventuelle kompenserende hjælpemidler (fx ordblindes oplæsningsprogrammer, blindes skærmlæsere, svagsynedes forstørrelsesprogrammer) til at få adgang til netstedets indhold. Desuden betyder det, at der ikke må være syntaksfejl i den underliggende programkode.

Ingen rettighedslov
EU kommissionen fulgte i årene efter op med en række meget ambitiøse planer og mål, og besluttede ved samme lejlighed at følge retningslinjerne for tilgængelighed fra World Wide Web Consortium (W3C), de såkaldte Web Content Accessibility Guidelines (WCAG). EU Kommissionen udlod dog at indføre fælles europæisk lovgivning på området, men lod det blive ved en anbefaling til medlemslandene om at følge disse retningslinjer. Selvom de fleste medlemslande besluttede at følge trop og følge W3C WCAG retningslinjerne har dette i årenes løb resulteret i meget forskellige retninger indenfor EU.

Historisk set er der stor forskel på handicaplovgivningen i de forskellige europæiske lande - spændet strækker sig fra lande med stram rettighedslovgivning, som eksempelvis Storbritannien, til lande nærmest uden rettighedslovgivning, som eksempelvis Danmark. Denne forskellighed slår naturligvis også igennem i sikringen af den digitale tilgængelighed i medlemslandene. I nogle lande er W3C WCAG retningslinjerne blevet skrevet direkte ind i lovgivningen, mens man i andre lande blot har henstillet til at man følger W3C WCAG retningslinjerne eller egne nationale varianter af disse.

På trods af de ambitiøse planer og mål er det dog ikke gået som man ønskede. Alle undersøgelser af tilgængeligheden viser at meget få - i omegnen af 5 pct. - af de offentlige hjemmesider i Europa overholder retningslinjerne for tilgængelighed, og at det er usandsynligt at dette tal vokser med mindre man gør noget drastisk. Hvor den oprindelige plan var, at alle offentlige netsteder skulle være tilgængelige i 2003 har man nu ændret målet til 2010, ligesom eEurope er blevet til rammeprogrammet i2010. Internt i EU Kommissionen er man selvfølgelig klar over, at målet heller ikke bliver nået i 2010. I erkendelse heraf har man påbegyndt en større konsultationsproces blandt medlemslandene, ligesom man har iværksat forskellige udredningsarbejder og informationskampagner for at hæve opmærksomhedsniveauet.

Nul procents overholdelse
Men tilbage til Danmark. Her har informationsteknologien jo været en central del af handicappolitikken siden begyndelsen af 1990'erne - især mulighederne for selvhjulpenhed, uafhængighed og integration i uddannelse og erhverv. Der har heller ikke været en regering, som har været uenig i nødvendigheden af digital tilgængelighed - i hvert fald i princippet. Tillad mig derfor at citere frit fra to nyere undersøgelser:

'Stort set alle offentlige myndigheder tilbyder borgere og virksomheder adgang til interaktive selvbetjeningssystemer samt til at downloade blanketter og bestille informationsmaterialer'
- Danmarks Statistik

'Ingen af de offentlige danske hjemmesider overholder retningslinjerne for tilgængeligt design og kun 6 pct. af hjemmesiderne kan betegnes som godt tilgængelige'
- Sensus for IT og Telestyrelsen

De to udsagn står jo i skærende kontrast til hinanden, men det er ikke desto mindre den triste kendsgerning: Mens man fra offentligt hold investerer betydelige summer i løsninger, som gør det muligt for borgere og virksomheder at betjene sig selv, glemmer man at sikre, at brugerne rent faktisk er i stand til at anvende løsningerne. Og det står altså betydelig dårligere til i Danmark (0 pct. overholdelse) end i forhold til EU-gennemsnittet (5,3 pct. overholdelse).

Hver fjerde har problemer
Den manglende overholdelse af retningslinjerne for tilgængelighed betyder, at op imod 25 pct. af alle borgere i Danmark oplever problemer med tilgængeligheden. Foruden de 15 pct., som skønnes at omfatte mennesker med forskellige funktionsnedsættelser, oplever yderligere ca. 10 pct. tilgængelighedsmæssige problemer fordi de forsøger at anvende løsningerne fra deres mobiltelefon, PDA, iPhone, Macintosh eller Linux computer .

Der er ikke nogen naturlov, der siger at det skal være sådan. W3C WCAG retningslinjerne findes og er relativ enkle at anvende. Den oprindelige version fra 1999 blev i slutningen af 2008 erstattet af W3C WCAG 2.0 , som på alle områder er tidssvarende, konkret og udogmatisk. Ligeledes har det fra 1. januar 2008 været et obligatorisk krav i Danmark, at offentlige myndigheder overholder W3C WCAG retningslinjerne når de implementerer nye netsteder . Der er ikke tale om lovgivning, men om en aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner ... men alligevel!

Der er mange årsager til at det står så skidt til med den digitale tilgængelighed i Danmark, men især fire forhold synes at have stor indflydelse:

For det første har der i mange år hersket monopolagtige forhold blandt leverandører af en række selvbetjeningsløsninger til den offentlige sektor. Det drejer sig især om KMDs dominerende stilling på markedet, samt det relativ ringe antal leverandører af blanketløsninger. Såvel KMDs selvbetjeningsløsninger som de mest populære blanketløsninger rummer en række alvorlige brud på retningslinjerne for tilgængeligt design, og det synes at være tæt på umuligt for de enkelte offentlige myndigheder at gøre noget ved disse problemer.

Ikke kun de blinde
For det andet synes KL i gennem længere tid at have indtaget den noget særprægede holdning, at digital tilgængelighed alene har noget at gøre med at tilfredsstille et relativ lille antal blinde borgere. Dette kom bl.a. til udtryk efter Bedst-på-Nettet konkurrence i 2008 og i forbindelse med Center for ligebehandling af handicappedes undersøgelse af tilgængeligheden til offentlige blanketter i det offentlige, ligeledes i 2008.

For det tredje synes arbejdet for at sikre tilgængeligheden hos en række offentlige myndigheder at være drevet af engagerede ildsjæle, snarere end at være forankret i organisationernes ledelser. Dette betyder, at sikring af den digitale tilgængelighed ikke nødvendigvis prioriteres i forbindelse med bl.a. indkøb af nye løsninger, formulering af politikker og tilrettelæggelse af arbejdsgange.

Endelig synes der for det fjerde at herske en udbredt misforståelse blandt såvel kunder som leverandører, konsulenter og designere om, at overholdelse af kravene til tilgængeligt design på den ene side og generel brugervenlighed og 'lækkert design' på den anden gensidigt udelukker hinanden. Enkelte gode eksempler på det modsatte, fx det nye www.borger.dk, hjælper forhåbentligt med at løse dette problem.

Etisk uholdbart
EU Kommissionen løser næppe det danske problem. Jeg deltog på vegne af IT- og Telestyrelsen i et konsultationsmøde i foråret 2009 og spurgte i den forbindelse om der var udsigter til fælles europæisk lovgivning. Kommissionens svar var klart; man havde netop spurgt medlemslandene, og samtlige 27 lande var enige om, at sådan fælleslovgivning var man meget gerne foruden.
Hvis mine tre hypoteser holder og vi skal videre, så er der efter min mening en simpel vej.

Første trin består i, at det politiske system beslutter at det skal ske. Dette gælder både det statslige og det kommunale niveau. Videnskabsministeren har tidligere gjort sig til talsmand for, at det var både dyrt og belastende ligefrem at kræve at de offentlige myndigheder overholder retningslinjerne for tilgængelighed. Man kan samtidig have den formodning, at KLs besynderlige position snarere skyldes økonomisk fedtspilleri end at man ikke forstår begrebet digital tilgængelighed.

Foruden det etisk uholdbare i at ekskludere en fjerdedel af landets borgere fra at kunne anvende de offentlige selvbetjeningsløsninger burde det også være økonomisk hul i hovedet at så mange mennesker ikke er i stand til at betjene sig selv. Regeringen skal gøre kravene til digital tilgængelighed ufravigelige og indføre sanktionsmuligheder. Tilsvarende skal de relevante styrelser og KL sikre, at de væsentligste leverandører af løsninger til landets offentlige myndigheder leverer løsninger, som overholder kravene.

Pres på
Andet trin består i at få de ansvarlige offentlige ledere - fx kommunaldirektørerne og styrelsesdirektørerne - til at tage kravene om digital tilgængelighed alvorligt. Kravene skal være lige så alvorlige som eksempelvis bygningsregulativet og brandmyndighedernes krav til en ny bygning. Hvis man ikke overholder kravene til tilgængelighed kan man ikke sætte sin løsning i drift, ligesom man naturligvis ikke kan tage en ny skole eller et nyt bibliotek i brug hvis brandmyndighederne ikke kan godkende det.

Tredje trin består i at sikre uddannelsen af de mennesker, som designer og udvikler de digitale løsninger. I dag kan man blive uddannet som webudvikler, webdesigner, grafisk designer og lignende uden nogensinde at have hørt om digital tilgængelighed. Digital tilgængelighed bør være en obligatorisk del af alle design- og IT-uddannelser, ligesom det er obligatorisk med et førstehjælpskursus hvis man skal være taxichaffør og et kursus i omgang med farlige kemikalier hvis man skal være rengøringsassistent.

I mellemtiden vil jeg anbefale alle at presse på og gøre opmærksom på problemerne med den manglende digitale tilgængelighed overalt hvor problemerne opleves. Især de kommunale handicapråd er oplagte fora til at illustrere problemerne.

Lars Ballieu Christensen arbejder med informationsteknologi og design for mennesker med særlige behov. Han har siden midten af 1980'erne rådgivet en lang række myndigheder, virksomheder og organisationer om tilgængelighed, tilgængeligt design og adgang til digital information. Lars står desuden bag RoboBraille-tjenesten, som vandt EU Kommissionens tilgængelighedspris i 2008. Lars er cand.comm. og Ph.D. i datalogi og kommunikation fra Roskilde Universitetscenter.