
FREDERICIA: De konservative mister deres repræsentation i Fredericia Byråd efter det enlige konservative byrådsmedlem Jean Brahes død for nylig, skriver Fredericia Dagblad. Førstesuppleanten Inger Nielsen er skiftet til Dansk Folkeparti, som dermed vokser fra tre til fire mandater.
Det var på forhånd velkendt at Inger Nielsen havde forladt De Konservative. Det skete i januar i år efter en generalforsamling i partiet, hvor Inger Nielsen efter eget udsagn 'kunne konstatere at jeg ikke længere var tænkt som en del af holdet'.
Derfor havde det ingen effekt, at den konservative vælgerforening højst utraditionelt efter Jean Brahes død offentliggjorde en appel fra ham til Inger Nielsen om at vige pladsen og overlade den til andensuppleanten David Gulløv, så De Konservative fortsat ville være repræsenteret i Fredericia Byråd. Men det afviser hun.
'Skylder intet'
De Konservative fik kun en enkelt plads ved KV13, da Inger Nielsen som det eneste genopstillede konservative byrådsmedlem måtte nøjes med førstesuppleantpladsen mens Jean Brahe tog mandatet. Da hun efter vinterens generalforsamling følte sig vraget af sit partiet er hendes konklusion, at 'De Konservative ville ikke mig, så jeg skylder dem ikke noget'.
Derfor vil hun ikke afgive den byrådsplads, hun nu vil blive indkaldt til, og da hun for halvanden måned siden har meldt sig ind i Dansk Folkeparti, bliver det DF hun kommer til at repræsentere i Fredericia Byråd.
Det nye partitilhørsforhold blev først kendt umiddelbart efter Jean Brahes bisættelse i fredags, ifølge Dansk Folkeparti en bevidst timing i en afvejning af respekt for den afdøde og hensynet til den kabale der nu skal gå op.
Ny kabale
Konstitueringsaftalen efter KV13 mellem de seks valgte partier Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, SF og Enhedslisten mangler nu et parti. Aftalen fordelte en række poster mellem partierne, og mens der er taget højde for hvad der skal ske, hvis fx et byrådsmedlem skifter parti, så har ingen forudset den mulighed at et helt parti forsvinder ud af ligningen.
Derfor mangler der nu adresse på formandsposten i by- og teknikudvalget, en plads i økonomiudvalget og en plads i bestyrelsen for det trekommunale havneselskab ADP der består af havnene i Fredericia, Middelfart og Nyborg plus en 'tørhavn' i form af et transportcenter i Taulov.
Det bliver i første omgang borgmester Jacob Bjerregaard (S) der skal komme med et bud på hvordan kabalen skal lægges. Han forventer ifølge Fredericia Dagblad at det på et økonomiudvalgsmøde den 3. oktober kan drøftes hvordan posterne skal fordeles.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.