Til nytår er det 40 år siden, nu 71-årige Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) indtrådte i amtsrådet på Bornholm, og siden har han været folkevalgt i det, som senere blev til Bornholms Regionskommune. Men nu vil han ikke mere stå øverst på listen, og derfor har Kristendemokraterne valgt en ny spidskandidat, skriver TV2 Bornholm.
Det er Niels Chresten Andersen, som de seneste årtier har været formand for partiforeningen. Bjarne Hartung Kirkegaard er dog nummer tre på listen for at hjælpe med at trække stemmer til et mandat. Men for at mindske "risikoen" for, at Hartung bliver valgt, vil partiet ifølge Bornholms Tidende denne gang opstille på partiliste.
I Odder er 68-årige Niels Rosenberg derimod klar til et comeback. Han har været konservativ borgmesterkandidat ved KV09, KV13 og KV17, men forlod byrådet i 2019. Nu er han igen valgt som borgmesterkandidat, skriver Århus Stiftstidende. Han kom første gang i byrådet i 1998, dengang for Venstre, som han forlod i 2004. Siden har han været konservativ.
Danmarksdemokraterne har først nu officielt fået oprettet en vælgerforening i Struer, og her bliver byrådsmedlem Henrik Thinggaard, som i februar skiftede til fra DF til DD, spidskandidat. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer. Partiet har nu en vælgerforening i alle kommuner i Vestjyllands Storkreds.
I Køge har De Konservative igen valgt gruppeformand Thomas Kampmann som spidskandidat, oplyser partiet.
Til gengæld blev der ikke plads på listen til byrådsmedlem Jørgen Petersen, fordi han har haft både venskab og forretninger med Carl Calle Christensen - kendt som "Køge-Calle" i tv-dokumentaren Den Sorte Svane. Dialogen med vælgerne bliver udfordret, når personsager skygger for politikken, lyder argumentet fra vælgerforeningsformand Henrik Fougt ifølge Sjællandske Nyheder.
I Skive har Liberal Alliance ligget i dvale i en periode, men er nu genopstået, skriver Skive Folkeblad. Det bliver med Jannie Leth Christensen som spidskandidat. Hun opstillede også til KV17, men partiet fik ikke stemmer nok til et mandat.
I Vordingborg har De Radikale valgt Kim Ingemann Erichsen som spidskandidat, skriver Vordingborg.in. Partiet valgte ellers sidste år tidligere folketingsmedlem Kathrine Olldag, men hun sprang fra, da hun i december fik et chefjob i kommunen.
Byrådsmedlem Michael Larsen, som er tidligere spids, ønskede ikke at genopstille. Partiets andet byrådsmedlem er Daniel Irvold, som oprindeligt blev valgt for De Konservative. Han bliver toer på listen.
I Gladsaxe har De Radikale også valgt spidskandidat, skriver Sjællandske Nyheder. Det blev - ikke uventet - gruppeformand Christina Rittig Falkberg. Hun er også folketingskandidat.
Også i Hillerød har De Radikale valgt spidskandidat, og også her var valget af Christina Thorholm uden overraskelser, skriver Sjællandske. Hun er formand for omsorgs- og livskraftudvalget og folketingskandidat. De Radikale har to mandater i byrådet, og også Jørgen Suhr genopstiller.
I Sønderborg har Enhedslisten genvalgt byrådsmedlem Asger Romme Andersen og førstesuppleant Johanna-Maria Precht som spidskandidater, oplyser partiet. Der er foreløbig fundet otte kandidater, som har kvindelig overvægt - Asger Romme Andersen er eneste mand på listen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.