
Efter skyderiet i Field's søndag har flere af Folketingets partier lagt pres på sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at få fremrykket forhandlingerne om en psykiatriplan.
Nu åbner Magnus Heunicke så for, at de forhandlinger om en psykiatriplan, der skulle begynde den 9. september, kan rykkes frem. Det siger ministeren til TV 2.
- Hvis det kan forbedre chancerne for at lande en bred aftale, og hvis det kan lade sig gøre, så lad os gøre det, siger han.
Psykiatrien er kommet i fokus, efter at politiet har bekræftet, at den formodede gerningsmand til masseskyderiet i Field's er "kendt i psykiatrien". Nærmere har politiet ikke villet komme det indtil videre.
Aftale om tiårsplan
I forståelsespapiret aftalte regeringen med sine støttepartier, at der skulle laves en tiårsplan for psykiatrien.
Planen skal indeholde forpligtende mål for de næste ti år om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom.
Men tre år inde i valgperioden er forhandlingerne endnu ikke kommet i gang.
Både Venstre, De Konservative, De Radikale, SF og Enhedslisten mener alle, at forhandlingerne skal begynde start august, når sommerferien slutter.
- Jeg ser overhovedet ikke nogen grund til, at vi skal vente flere måneder på at sætte os til forhandlingsbordet. Vi har længe efterspurgt en tiårsplan, siger Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann.
- Man har et fint oplæg at tage afsæt i, så fra Venstres side er budskabet, at vi hellere skal i gang i dag end i morgen.
I januar præsenterede Sundhedsstyrelsen sit 200 siders store oplæg til en plan for psykiatrien.
På det tidspunkt vurderede Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Vive, at planen ville koste 4,5 milliarder kroner.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.