Alle kommunalpolitikere, som har ansvaret for erhvervsgrunduddannelsen, modtager en anderledes pakke med posten i morgen. Når de åbner pakken fra KL, vil der vælte både blomsterfrø, ledninger, piskeris og møtrikker ud af pakken. For KL vil gøre politikerne opmærksomme på erhvervsgrunduddannelsen, som er en praktisk ungdomsuddannelse til udsatte unge.
Der er brug for flere egu-forløb. Det vil KL gøre opmærksom på med den anderledes postpakke.
- Vores budskab til kommunalpolitikere over hele landet er enkelt: 'Tænk ud af boksen' - og prioritér erhvervsgrunduddannelsen, så flere unge kommer videre i livet i stedet for ind i kontanthjælpssystemet. Særligt i en tid med voksende ungdomsarbejdsløshed er der brug for at ruste svage unge til arbejdsmarkedet, siger formanden for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, Erik Nielsen (S).
Erhvervsgrunduddannelsen - egu - er en toårig ungdomsuddannelse, der primært består af praktik. Uddannelsen er kommunalt tilrettelagt og er for unge under 30 år, der ikke passer ind i snævre skolerammer. Nogle egu-elever har svært ved at læse og skrive, mens andre har brug for at få vist arbejdsopgaverne en ekstra gang. Eleverne har ofte hænderne skruet godt på, men er ikke parate til at gennemføre en ordinær faglig uddannelse. Til gengæld er de parate til at tage en erhvervsgrunduddannelse.
Flere egu-forløb til udsatte unge er et af midlerne til at nå målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. I de sidste mange år har der været cirka 800 egu-elever om året, men der er plads til mange flere egu-forløb.
- Egu'en er vores ansvar i kommunerne, og det ansvar skal vi blive bedre til at løfte, siger Erik Nielsen, der håber, at landets kommunalpolitikere vil modtage KL's egu-pakke og budskab positivt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.