
RANDERS: Analyser af jordprøver fra Nordic Waste i Ølst viser forurening, men der er ikke tale om en miljøkatastrofe. Det skriver Politiken.
Randers Kommune har offentliggjort resultaterne af de jordanalyser, som der jævnligt foretages i Ølst syd for Randers.
Politiken har fået udarbejdet en stikprøve med 188 tilfældigt udvalgte analyser foretaget inden for den seneste måned. Ud af de 188 jordprøver indeholder 107 forurening, som overskrider grænsen for let forurenet jord, hvilket svarer til 57 procent.
Eksperter forholder sig dog roligt, da det næsten udelukkende drejer sig om forurening med olierester, skriver Politiken.
Der er ikke fundet andre giftstoffer som for eksempel tungmetaller i høje koncentrationer, der kan true miljøet omkring Randers, hvis det spreder sig, skriver mediet.
Mængden er problemet
Mette Martina Broholm, lektor på DTU og ekspert i jordforurening, er ikke bekymret over specifikt graden af forurening i stikprøverne.
- Den er ikke så stor, at den udgør en miljøkatastrofe. Hvis jeg så de her tal på en gammel industrigrund, ville jeg tage det meget afslappet og sige, at de ikke var noget særligt. Det er proportionerne, de gigantiske mængder, der er i skred, som er problemet, siger hun til Politiken.
Tilbage i december lød det, at "et betydeligt jordskred på Nordic Wastes grund fører til omfattende skader". Sådan skrev Nordic Waste i en pressemeddelelse den 11. december.
Kort tid efter forlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol - og indgav senere konkursbegæring.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har kaldt jordskreddet "en af de alvorligste trusler mod miljøet lige nu".
Nu står Miljøstyrelsen for oprydningen. Det koster omkring tre millioner kroner om dagen for at fjerne forurenet jord, rense vand og dæmme op for at undgå miljøkatastrofen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.