dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Elever forstyrrede i snit 29 gange i hver skoletime

Journalister fulgte fire erfarne læreres undervisning i to uger, og deres observationer kræver handling, mener skolelederforening. Børn er mindre skoleparate, siger forsker.
30. OKT 2025 10.12

Mere end én gang hvert andet minut. Eller helt præcist: 29 gange i hver lektion blev undervisningen i gennemsnit forstyrret af uro fra elever.

Det var, hvad TV2 Østjylland og Århus Stiftstidende fandt, da de var fluer på væggen i undervisningen af otte folkeskoleklasser i Aarhus Kommune igennem to uger. De fulgte fire erfarne lærere på tre gennemsnitlige, geografisk spredte skoler.

Tallet dækker over store forskelle fra indskolingen og til de ældste klasser. I den roligste af lektionerne var der kun en enkelt forstyrrelse. I den uroligste var antallet 99.

Medierne registrerede forskellige former for uro, bl.a. elever, der afbryder og tager ordet, mens læreren taler, samt elever, der banker i bordet, småsnakker med sidemanden, rejser sig, går rundt eller forlader klasseværelset – alt sammen uden aftale.

Et system i knæ

Formand for Skolelederforeningen i Aarhus Jens Mathiasen mener, at det er tegn på "et system i knæ".

- Jeg synes, det er rigtig, rigtig meget på 45 minutter, må jeg indrømme. Det giver jo et billede af, at der ikke har været ro til at undervise, siger han.

Ifølge Jens Mathiasen viser målingen, at der nu er behov for at sætte fokus på almenskolerne. Først og fremmest i indskolingen, hvor uroen var størst. Her var der i gennemsnit 66 forstyrrelser per lektion.

29 forstyrrelser per lektion overrasker også forperson hos forældreorganisationen, Skole og forældre i Aarhus, Louise Pedersen.

- Jeg havde ikke forestillet mig, at det faktisk var så slemt. Højst, at der var nogle udbrud en gang imellem. Men hvis det bliver 29 gange på en lektion, så lyder det jo som noget, der bare løbende foregår.

Mindre skoleparate

Andreas Lieberoth er lektor på DPU under Aarhus Universitet og forsker i adfærd og trivsel i folkeskolerne. Han kalder det naivt at tro, at der vil være musestille i skoleklasserne. Men der er mere larm og uro i klasserne i dag end tidligere, siger han.

- I de små klasser skyldes det blandt andet, at børnene er mindre skoleparate og også kommer tidligere i skole, end man gjorde før. De har haft mindre tid til at modnes og lege i børnehaven. Der er det måske gået fint, men så kommer de i skole med virkelig mange børn og et helt andet støjniveau, og der er pludselig ting, de skal kunne, som de ikke kan, og så går det ned ad bakke.

Ifølge forskningen kan undervisningsforstyrrende uro formindske elevernes trivsel og lærernes arbejdsglæde, ligesom det kan have en negativ effekt på elevernes læring.

- Forstyrrelser skaber ulighed i klasserne. Det er de børn, som har svært ved tingene, som lider mest under forstyrrelser. Børn, der er dygtige i skole og bliver hurtigt færdige med tingene, er ikke så ilde stedt. Det er til gengæld dem, som skulle have brugt lidt mere tid, men ikke kan koncentrere sig, når der bliver uro.

Rådmand for børn og unge Thomas Medom (SF) er ikke overrasket over resultatet fra øjebliksbilledet fra målingen.

- Vi har en skole under pres lige nu, hvor læreren er på overarbejde. Der er mange forstyrrelser og mange behov i klasserne. Og det er også det billede, jeg kan genkende fra alle de mange dialoger, jeg har om folkeskolen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/elever-forstyrrede-i-snit-29-gange-i-hver-skoletime

GDPR