

Samtidig med at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) embedsfolk i januar i år skulle omsætte et folketingsflertals fiskeripakke til virkelighed, lagde embedsmændene detaljerede strategier for, hvordan man bedst kunne modarbejde samme fiskeripakke. Det skriver Berlingske.
Embedsmændene planlagde eksempelvis, at borgmestre og fiskeriforeningers utilfredshed med fiskeriaftalen skulle bruges til at skabe usikkerhed om folketingsflertallets politiske pakke. Og embedsmændene lagde op til at koordinere forløbet med fiskeribranchen. Det fremgår af interne dokumenter fra Miljø- og Fødevareministeriet, som Berlingske gennemgår i den digitale fortælling »Kvoter, konger og kumpaner«, der kan læses på b.dk.
Målet med embedsmændenes aktion var, at der skulle skabes så megen støj om fiskeriaftalen, at Esben Lunde Larsen kunne overtage kontrollen med en ny lovpakke om fiskeri, viser dokumenterne.
De nye oplysninger møder hård kritik fra flere forvaltningseksperter og får politikere fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at så tvivl om, hvorvidt de fremover har tillid til Esben Lunde Larsen som minister.
'Som det foregår hver dag'
Fiskeripakken blev vedtaget af et flertal i Folketinget uden om regeringen i december 2016 og lignede en stor ydmygelse af Esben Lunde Larsen. Herefter opstod den usædvanlige situation, at Miljø- og Fødevareministeriets embedsmænd skulle føre pakkens 25 initiativer, bl.a. bedre forhold for kystfiskere og et opgør med såkaldte kvotekonger, ud i livet, selv om deres politiske chef var sat uden for døren.
Sagens akter viser, at det tilsyneladende var vigtigere for embedsværket at hjælpe ministeren end at føre de initiativer ud i livet, som landets lovgivere havde vedtaget, skriver Berlingske.
Esben Lunde Larsen afviser overfor Berlingske, at embedsmændene har ageret politisk.
- Jeg bruger ikke mine embedsmænd partipolitisk, men jeg lytter til den rådgivning, de tilbyder mig, og som forelægges mig.
Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, skriver i en mail til Berlingske, at sagen er udtryk for 'helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag.'
Læs hele historien: b.dk/nationalt/kvoter-konger-og-kumpaner-en-fortaelling-om-en-ministers-dobbeltspil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.