Tusindvis af arbejdspladser er siden 2015 blevet flyttet fra hovedstadsområdet ud til resten af Danmark, men ikke alle medarbejdere har flyttet bopælen og familien med. Hver tiende har valgt at pendle, viser en rundspørge, som Berlingske har lavet blandt de berørte styrelser, hvor 24 ud af 28 har svaret.
Godt 200 af de i alt 1959 medarbejdere, der indtil videre er flyttet ud, er ikke flyttet efter arbejdspladsens nye placering. De har i stedet valgt at forlænge deres transporttid til arbejdspladsen.
Formålet med udflytningen var blandt andet at skabe vækst i provinsen. Men hvis medarbejdere ikke flytter adressen og familien med, går byerne glip af det, siger ph.d.-studerende Hanne Bat Finke fra Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.
Politisk ser flere af Folketingets partier dog ikke noget problem i andelen af pendling. Ifølge Socialdemokratiets landdistriktsordfører Magnus Heunicke er 10 pct. pendlere normalt i alle virksomheder, og både Dansk Folkepartis landdistriktsordfører Mette Hjermind Dencker og Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen mener, at landets størrelse generelt betyder, at transporttid er en begrænset størrelse.
Den igangværende udflytning af knap 3.900 statslige arbejdspladser blev bebudet i oktober 2015. Efterfølgende har regeringen varslet, at den i 2018 vil fremlægge forslag til yderligere udflytning af statslige arbejdspladser.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.