
Enhedslisten vil ikke udtrykke mistillid til regeringen i forbindelse med Minksagen. Partiet mener heller ikke, at der er behov for rigsretssag.
Det siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) på et pressemøde torsdag efter et møde om beretningerne fra Minkkommisionen i Granskningsudvalget.
Peder Hvelplund siger, at det var vigtigt for Enhedslisten at få klarlagt, hvorvidt statsminister Mette Frederiksen (S) handlede forsætlig, da hun på et pressemøde beordrede alle mink aflivet. Det mener han, at kommissionen klart konkluderer, at der ikke var tale om forsæt.
- Derfor er det også en rimelig klar konklusion fra vores side. Der er ikke grund til at drage en umiddelbar konsekvens over for statsministeren, og der er ikke grundlag for at rejse en rigsretssag, siger Peder Hvelplund på pressemødet.
De Radikale og SF afventende
På samme pressemøde er De Radikale og SF mere afventende med at drage til en konklusion.
– Det er en meget alvorlig sag. Der er mennesker, der har mistet deres livsværk. Jeg vil ikke drage nogen konklusioner i dag. Jeg synes, at man skylder de mennesker, det handler om, at man sætter sig ned og graver sig ned i, hvad det her handler om. Så vil vi komme med vores konklusioner sidenhen, siger siger De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg.
Nogenlunde samme vurdering kommer fra SF.
– Det er en sag, vi i SF ser med stor alvor på. Derfor håber jeg på respekt for, at jeg ikke har så forfærdelig meget at sige nu, siger SF's Karina Lorentzen. Hun tilføjer dog, at SF bider mærke i, at statsministeren ikke vidste, at der manglede lovhjemmel til aflivningen af mink.
Blåt krav om advokatundersøgelse
De borgerlige partier mener, at Minkkommissionens beretning om ulovlig aflivning af mink fra 2020 har så alvorlig en karakter, at uvildige advokater bør vurdere, om der er grundlag for en rigsretssag. Eksempelvis mod statsminister Mette Frederiksen (S).
- Det er så groft, at selvfølgelig bør der drages parlamentariske konsekvenser, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.
Hun er også er formand for Folketingets Granskningsudvalg, hvis medlemmer som de første modtog beretningen torsdag formiddag.
- Vi synes endvidere, at det er fornuftigt, at man får hjælp fra uvildige advokater. Man kan ikke være i tvivl om, at vi har at gøre med den største politiske og forvaltningsmæssige skandale i nyere tid, siger Løhde.
Pressemøde fredag
Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt i forløbet" i sagen om aflivning af de mange millioner mink, fremgår det af beretningen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) får selv hård kritik, men det vurderes altså i beretningen, at hun ikke vidste, at der ikke var lovgrundlag for at kræve alle mink aflivet.
Statsministeriet indkalder til pressemøde om sagen fredag klokken 10.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.