
Hvis det står til en enig Venstre-gruppe i Herning, så kommer kommunens næste borgmester til at hedde Dorte West. Det blev aftalen på et møde torsdag eftermiddag, oplyser flere medier.
Efter Lars Krarups overraskende melding i weekenden om, at han har besluttet ikke at fortsætte i næste byrådsperiode, enedes de 19 gruppemedlemmer om at finde en fælles kandidat.
Ifølge vurderinger i de lokale medier var de to mest oplagte kandidater Dorte West og viceborgmester Anne Mette Bang Rasmussen. Sidstnævnte oplyste på vej til mødet torsdag, at hun ikke gik efter posten, og dermed var vejen banet for Dorte West.
Medmindre der kommer andre kandidater på banen, bliver hun officielt valgt som borgmesterkandidat tirsdag den 29. september.
Økonom og underviser
Hun er 50 år og uddannet cand.oecon fra Syddansk Universitet med speciale i sundhedsøkonomi og arbejder som adjunkt på vestjydsk Handelsskole og Handelsgymnasium, Skjern Uddannelse.
Hun har siden 2010 været medlem af byrådet i Herning, hvor hun er formand for Børne- og Familieudvalget og tidligere blandt andet har været medlem af økonomiudvalget.
Udover at sidde i byrådet i Herning er hun også medlem af regionsrådet i Midtjylland, hvor hun sidder i forretningsudvalget.
- Gruppen er nået frem til, at det skal være mig, og det er jeg utroligt taknemmelig, ydmyg og stolt over, fortæller hun i et interview til TV Midtvest.
Om at skulle efterfølge stemmeslugeren Lars Krarup siger hun i interviewet:
- Der er mange, der snakker om at udfylde Lars' sko. Lars er Lars, og Dorte er Dorte. Jeg skal ikke udfylde Lars' sko, jeg skal udfylde mine egne, siger hun.
Dorte West bor i Sdr. Felding, er gift og har tre store børn. I fritiden dyrker hun - udover politik - sport, primært mountainbike og triathlon, oplyser hun på sin hjemmeside.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.