
FREDERICIA: Hvor tæt en borgmester og kommunaldirektør danser - hvis de ellers danser - og om de kan finde på at kindkysse, har været en væsentlig del af Fredericia-affæren, der endte med, at borgmester Jacob Bjerregaard selv gik af i december 2020, og kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev bortvist i marts 2021, men siden har vundet en sag i Arbejdsretten om uberettiget bortvisning.
Sagen har mange lag - og centralt blev, hvordan rygter om en upassende relation mellem de to topfolk spredte sig i kommunen, og ikke mindst hvordan rygterne blev håndteret.
Bjerregaard nægtede i det forløb, der blev fatalt for flere i ledelsen, at tage rygtedannelsen op som punkt i økonomiudvalget, hvilket Zacho-Broe ellers først gerne havde set. Og det er et af de væsentligste kritikpunkter, der står tilbage.
Fest og spiritus
Men tilbage til et kys på kinden og tæt dans, der behandles grundigt i Arbejdsrettens afgørelse fra voldgiften 9. august, som altså langt henad vejen faldt ud til Zacho-Broes fordel.
Det hører med til historien, at politiet efter afhøring af 35 vidner samt granskning af mails og sms'er ikke har fundet sikre beviser på en intim relation mellem de to, ligesom begge har afvist, at de skulle have haft en intim forbindelse.
Og opmanden i den faglige voldgift - forhenværende højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen - finder efter forklaringer fra 24 implicerede politikere og embedsfolk, at tæt dans, som foregår i festligt lag i arbejdsrelateret sammenhæng og efter indtagelse af spiritus, ikke i sig selv udgør et tilstrækkeligt bevis for, at der består en intim eller meget nær personlig relation mellem de dansende.
Et kys på kinden i den forbindelse behøver heller ikke at være udtryk for, at der består en sådan relation, fremgår det af hendes vurdering.
"Helt usædvanligt"
Men at kys og tæt dans gav anledning til snak og rygter er uomtvisteligt - og lige så tydeligt er det, at flere, der havde overværet det, selv fandt det højst upassende.
En politiker, der havde overværet de to danse tæt ved en fest efter KØF - et KL-arrangement - reagerede på det overfor en kommunal chef, der dog ikke ønskede at blande sig.
En kommunal chef opfattede Zacho-Broe optræde flirtende over for Bjerregaard - og valgte at gå til politiet med andenhåndsoplysninger fra en politiker, der havde set de to kysse uden for en hal i Aalborg.
En kommunaldirektør fra en anden kommune har forklaret, hvordan han oplevede, at de to til et socialt arrangement holdt hinanden i hånden - og at han opfattede det "i sagens natur som noget helt usædvanligt" - og i øvrigt videregav oplysningen til en daværende koncerndirektør i Fredericia.
Selv har Zacho-Broe afvist, at de to skulle have holdt hinanden i hånden ved nogen lejlighed.
Forholdsregler
Over for Arbejdsretten har Zachoe-Broe forklaret, at hun og borgmesteren, efter at rygterne om en intim relation mellem dem dukkede op, herefter aftalte at tage deres forholdsregler: ikke at sidde ved siden af hinanden til møder, ikke ankomme sammen og ikke køre i bil sammen.
De aftalte også at stoppe med at kramme eller lignende, når de mødtes til møder med videre, hvilket ellers var en del af den sædvanlige kultur, forklarer hun.
Adspurgt til, om der set i bakspejlet var hændelser, som kunne have givet anledning til rygter eller misforståelser om relationen, henviste hun selv til en julefrokost med byrådet i 2018 og KØF i januar 2019. Altså den tætte dans. Hun har selv afvist, at de to har kysset.
Alt i alt fremgår det af afgørelsen, at det er "ubestridt, at A (Zacho-Broe, red.) og den tidligere borgmester havde en nær samarbejdsrelation, men det må i almindelighed også anses for ønskeligt, at der er et godt samarbejde mellem borgmesteren og kommunaldirektøren."
Hørsholms krammepolitik
I 2018 kunne vi fortælle, at borgmester i Hørsholm, Morten Slotved (K), gjorde det klart for kommunens øvrige politikere, at politikere og kommunens embedsmænd ikke må kramme hinanden.
- Der er en signalværdi i det, hvis politikere og embedsmænd er for gode venner. Kommunen er en arbejdsplads, og vi befinder os i professionelle situationer, lød det dengang - et par år før Fredericia-affæren rullede.
Krammeforbuddet i Hørsholm gælder mellem politikere og embedsmænd, mens politikere her fortsat gerne må kramme hinanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.