Et korps af rollemodeller, flere mænd til kvindefag, flere indvandrere til fagene, nye studieretninger i gymnasiet og bedre studiemiljø på professionshøjskolerne. Det er nogle af de 53 konkrete forslag i ny fælles national strategi for velfærdsuddannelserne - udarbejdet af KL, Danske Regioner, Professionshøjskolernes Rektorkollegium og FTF.
Der er udsigt til markant mangel på arbejdskraft de kommende år på en lang række centrale velfærdsområder, eksempelvis i vuggestuer og børnehaver, på skoler og sygehuse og i ældreomsorgen.
Skal gribes ind nu
Derfor er der behov for, at både politikerne og organisationer griber effektivt ind nu – og det er baggrunden for, at KL, Danske Regioner, Professionshøjskolernes Rektorkollegium og FTF i dag præsenterer 53 konkrete forslag, der fremover skal sikre personale nok.
Parterne er bl.a. blevet enige om at:
* alle taler professionerne og uddannelserne op – for at øge deres status.
* tiltrække flere mænd og flere med indvandrerbaggrund til fagene
* forbedre studiemiljøet på professionshøjskolerne
* styrke samspillet mellem teori og praktik i uddannelserne
* søge en basisbevilling til forskning og udvikling af viden på velfærdsområderne
* formidle og kvalitetssikre den nye viden, der udvikles i professionerne
* etablere et korps af rollemodeller
* udforme studieretninger til gymnasiet med sigte på velfærdsuddannelserne
* etablere learning support centre til studerende for at mindske frafaldet
Fælles indsats
Parterne er enige om, at det er en fælles indsats, der er behov for, formand for KL, Erik Fabrin, siger:
- Vi er enige med hinanden om, at vi alle vil arbejde for at tale velfærdsfagene op, så de får den anerkendelse og status, som de har fortjent. Det er vigtigt, at vi får mange flere unge til at vælge en uddannelse som fx lærer. Det handler om, hvad det er for en velfærd, vi er i stand til at tilbyde borgerne i fremtiden.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, understreger dog behovet for politisk indgriben nu:
- Det er et overordnet politisk ansvar at sikre kvalificerede medarbejdere nok til de vitale samfundsopgaver. Den nationale strategi lægger op til et fælles projekt med Regeringen og Folketinget, og det forudsætter en både politisk og ressourcemæssig prioritering, som jeg håber, der er vilje til.
Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, siger om den nationale strategi:
- Vi står overfor et stort et problem med mangel på arbejdskraft. Vi forventer, at udfordringen bliver større over de næste år. Området skal have højeste prioritet for at sikre, at unge søger velfærdsuddannelserne, og at de unge, der påbegynder en uddannelse, også færdiggør den.
Formanden for Professionshøjskolernes Rektorforsamling, Laust Joen Jakobsen, er glad for, at søgningen til uddannelserne ser ud til at være steget men fastholder behovet for politisk prioritering:
- Det er glædeligt, at kvote 2-tallene fra marts i år indikerer, at kurven er knækket. Vi vil gøre, hvad vi kan for at fastholde den udvikling, men vi kan ikke løse problemet alene. De langsigtede perspektiver skal sikres ved, at Regeringen og Folketinget investerer i uddannelserne. Velfærdsprofessionerne skal fremtidssikres gennem uddannelse af høj kvalitet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.