Egeprocessionsspinderen – også kaldet "larven fra helvede" – har spredt sig på Fyn. Det skriver DR.
Hvis man kommer i kontakt med larvens hår, er der risiko for hudreaktioner som kraftig kløe og udslæt. Også øjnene og luftveje kan blive irriteret. I sjældne tilfælde kan hårene også udløse vejrtrækningsbesvær.
En larve har cirka 60.000 hår, der falder af, når den skifter hud.
Ifølge DR blev larven opdaget i Odense i efteråret 2024. Sidste år blev 2.500 reder fjernet, og op mod 1.400 træer blev behandlet af personer iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn.
Det kostede kommunen cirka to millioner kroner.
Og nu er spor efter larven altså fundet i træer i Munkebo i Kerteminde Kommune.
Vil advare med skilte
Der er blandt andet tale om en forladt rede i et træ, men det giver stadig anledning til bekymringer, fortæller Asbjørn Nyholt, der er driftsleder i Park&Vej i Kerteminde Kommune, til DR.
- Vi er nødt til at skulle tage det enormt seriøst. Er man disponeret for allergi og får nogle af de her brandhår i luftvejene, kan man få en alvorlig allergisk reaktion, siger han og tilføjer, at kommunen vil advare borgere om larverne med skilte.
Han fortæller, at der er blevet lagt æg i træerne, og at man derfor går og venter på at finde nye generationer i området.
Det antages, at larven er kommet til Odense med importerede træer fra Tyskland i forbindelse med etableringen af letbanen.
Odense Kommune oplyste i marts, at den ville skrue ned for indsatsen for at bekæmpe larven.
Det fremgår ikke, om fundet af larven i Munkebo i Kerteminde Kommune ændrer på dette.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











